Siden oplysningstiden har fremskridt fungeret som Vestens sekulære trosretning. I århundreder har vores samfund været defineret af den overbevisning, at fremtiden skal overstråle nutiden, ligesom nutiden overstrålede fortiden. Denne optimistiske tro var ikke bare kulturel eller institutionel, men altomfattende: Alt ville blive bedre. Inden for den tankegang var der ikke plads til tab.
I dag er denne civilisationstro stærkt truet. Tab er blevet en omsiggribende livsbetingelse i Europa og Amerika. Den former den kollektive horisont med større insisteren end på noget andet tidspunkt siden 1945 og forplanter sig til kernen af det politiske, intellektuelle og daglige liv. Spørgsmålet er ikke længere, om tab kan undgås, men om de samfund, hvis forestillingsevne er bundet op på ’bedre’ og ’mere’, kan lære at udholde ’mindre’ og ’værre’. Besvarelsen af det spørgsmål vil udstikke kursen for det 21. århundrede.
