Engang i 1985 spiste jeg frokost med Sam Francis i kantinen på The Washington Times, hvor vi begge arbejdede. Du har måske aldrig hørt om Sam Francis, men Maga-folk (i hvert fald de mere intellektuelle) kender ham som en af de mest banebrydende tænkere i deres bevægelse.
Frokosten var akavet, fordi jeg fandt ham dyster og ubehagelig (og han fandt mig sikkert naiv). Dengang forstod jeg ikke, at hans tankegang ville sejre i konservative kredse, og at min tankegang ville blive besejret. Jeg tror ikke, han vandt, fordi han var racist, selv om han åbenlyst var det. (Han blev senere fyret for at skrive i en klumme, at »hverken ’slaveri’ eller ’racisme’ som institution er en synd«.) Jeg tror, han vandt, fordi han var revolutionær, mens jeg var konservativ. Jeg ville ændre tingene; han ville brænde det hele ned.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
