»Ungdomskærligheden er død, og vi har dræbt den«. Det tænkte jeg en aften, hvor jeg sad i sofaen med min mor og snakkede om hendes gymnasietid. Hun sagde noget, der overraskede mig meget. I hendes gymnasietid havde de fleste i hendes klasse en kæreste, og hun havde selv en kæreste fra 1. g, som hun var sammen med i seks år. Når jeg ser rundt i min klasse, og på mine veninder, så er det ganske få, der faktisk har en kæreste.
I dag dater unge meget, men til gengæld er det de færreste, der rent faktisk ender med at få en kæreste eller kalder sig kærester. Forhold er blevet løsere og mere komplekse. På trods af det længes vi efter kærligheden, men kærligheden virker tom.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
