Hver morgen, når jeg cykler til arbejde, kører jeg gennem Østervold. Langs fortovene står børn med deres forældre og venter på de store Viking-busser, der skal køre dem ud til udflytterbørnehaverne. Børnene ser altid glade ud. Klar til dagen, der venter. Forældrene krammer deres børn, tørrer næser og haster videre på arbejde. Når jeg cykler forbi, tænker jeg: Godt, at det ikke er mig.
Det er sjældent en tanke, jeg får et klap på skulderen for. I smalltalk med mennesker, jeg ikke kender, får jeg tit spørgsmålet, om jeg har børn. Det er et fair spørgsmål – mange har jo børn. Men når jeg svarer nej, kommer der ofte et skævt smil, og de siger: »Det skal du nok nå«. Når jeg så siger, at jeg er glad for, at jeg ikke har børn – og nok aldrig får det – bliver der stille et øjeblik. Så rammer næste replik: »Du skifter nok mening en dag. Børn er det største i livet«. Men det, jeg gerne vil være fri for, er den indlejrede forventning om, at jeg selvfølgelig vil være mor en dag.
