Det er svært at ’tage ansvar for sit eget liv’, hvis det kræver tre skift, to timers ventetid og en forælder på overarbejde for, at et ungt menneske kan komme til træning eller elevrådsmøde.
Vi kan ikke bebrejde de unge, at de flygter fra udkanten
Lyt til artiklen
Henter...
De samler alt, hvad de har, og rejser væk fra deres område, familie og netværk. Rejser til fods, i togene og på motorvejen i håbet om at skabe sig en bedre fremtid. Det lyder som historier fra flygtningekrisen i 2015, men det er en anden type flygtning, jeg taler om: landsbyflygtningen.
Unge som jeg selv tager til de store byer som landsbyflygtninge, fordi vi oplever, at mulighederne dér, hvor vi er vokset op, er forsvundet eller står og vakler på kanten. Vi vokser op med et de facto stavnsbånd, hvor vores bevægelsesmuligheder i praksis er begrænsede. Det er ’no go’ at komme til fest med vennerne i weekenden, hvis bussen ikke kører, og i hverdagen forsvinder fritidsaktiviteterne, når den lokale skolebus er sparet væk. Til sidst er der kun tilbage at bede om nåde hos mor og hendes bil.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
