Julen er hjerternes fest; børnenes fest; barnefædre og -mødres fest. Ikke bonus-, pap- eller stedfamiliens fest.
Derfor er den også så ømtålelig en affære. Det er den i alle tilfælde for mig, fordi hovedparten af mine børn ikke tilhører min husstand alene. Hver anden jul er derfor funklende, grøn, rød, hvid og meningsfuld. Tilsvarende er den anden halvdel gråmeleret, mat og betydningsudhulet. I år er et af de magre år. Et af de ulige år, hvor mandelgaven er et Skovbevis eller en portvin, og hvor turen om træet føles fjollet; »Se, børnlil’, nu går det godt, I forstår at trave« ligger altid så underligt på tungen, når kredsen ikke tæller mine små.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

