Intet i den offentlige debat får mit blod så meget i kog som SU-diskussionen. Som kandidatstuderende ved jeg, hvor privilegeret det er at have gratis adgang til al den uddannelse, som hjertet kan begære. Jeg ville have anset det som utrolig skamløst at søge om SU, og derfor har jeg ikke gjort det, men finansierer i stedet mit eget forbrug. Desværre deler formanden for Liberal Alliances Ungdom, Tobias Pagh, ikke den samme skam over at pådrage skatteyderne udgifterne til sit daglige liv.
Når Pagh forsøger at provokere læserne med sit skattefinansierede ophold i Afrika, lykkes han i den grad. At andre borgerlige stolt selv modtager unødvendig offentlig forsørgelse, gør det tæt på umuligt at fjerne denne udgift. Den klassiske floskel: »Jeg kommer alligevel til at betale så meget i skat, så jeg må godt« giver mig kvalme. Alle betaler skat, men det handler ikke om konsekvent at skulle få mest ud af det. Det er med til at bevare vores frihedsrettigheder og tage sig af dem, der ikke har kapaciteten eller mulighederne for at klare sig uden hjælp udefra. Er man i stand til at komme på et universitet, har man allerede evnen til at tage vare på eget liv.
