Barbie er i skabet. Hun ligger på en båre i en glimtende festkjole, og der har hun vidst nok ligget i et par måneder. Ambulancen er kørt galt og er landet på toppen af et andet skab. Ovenover Barbie ligger en bunke papir. Noget af det er der tegnet på, det meste er blankt. Det er alt sammen krøllet. Det er den bedre del af børneværelset. Det er den del, hvor legetøjet tydeligvis er blevet leget med.
Værre er det med de sirligt pakkede legosæt i skuffen. De er blevet åbnet. De er blevet samlet. De er blevet glemt. Der var ingen, som kunne finde på en leg med dem. Deres værdi var, at de møjsommeligt kunne samles præcist efter vejledningen. Nu samler de støv, og barnet er allerede i gang med at sætte kryds ved de sæt, som han mangler i legetøjskataloget. Hans blaserte forældre er bare glade for, at han får øvet sit pincetgreb om blyanten, imens han tegner skæve kryds. Ih, hvor de glæder sig over de fem minutter, hvor han kigger på det glittede papir i stedet for ind i en skærm.
