Det har altid været en kamp i mit ægteskab – at min mand vil nyde, før han vil yde. Jeg har stået med ild ud af øjnene og spruttet af vrede for at få ham mast ind i min logik: At først kommer ydelse, så kommer nydelse. Man kan da ikke først slappe af, hvis der ligger bjerge af rod omkring én. Hvis opvasken står og stivner, og der ligger en uges skidt på gulvene. Min mand kan. Det er hans mindste kunst. Han kan slappe af i kaos. Han kan læne sig ind i livet og nyde de lavthængende frugter – med glæde og livslyst. Jeg har altid set måbende til. Med krigerisk iver efter at bekæmpe hans åbenlyst misforståede tilgang til livet.
Indtil forleden, hvor en klog teolog mindede mig om noget, jeg havde glemt: Gud skaber verden på seks dage. På den syvende dag hviler Gud. Mennesket skabes på den sjette dag, og det betyder, at menneskets første fulde dag i verden – dag syv – ikke er en arbejdsdag, men en hviledag. Mennesket vågner altså ind i Guds hvile, ikke ind i sin egen anstrengelse. Og den dybere teologiske pointe er, at mennesket starter med at tage imod livet som en gave. Nåden kommer altid først og går forud for gerningen. Mennesket kan kun give, fordi det først har modtaget.
