Jeg sidder i toget en fredag eftermiddag. Torsdagen blev tilbragt i København, hvor jeg havde mødtes med en af mine jyske kammerater, og nu gik turen hjem mod Esbjerg. I toget sad jeg og nød min sukkerfrie Topform, da en kvindelig kontrollør i slutningen af fyrrerne kom gennem vognen. Hun bad om min billet, og jeg fandt min højteknologiske Steve Jobs-opfindelse frem og viste hende min billet i DSB-appen. Hun smilede og gik videre.
Da høretelefonerne alligevel var taget af, kunne jeg høre samtalen med den næste passager: en ældre dame uden billet. Hun forklarede, at hun »plejede at købe«, og at hun troede, hun havde tjekket ind. Men før kontrolløren nåede at svare, gik hun i gang med at brokke sig – først over DSB-appen, så over teknologien og til sidst over systemet generelt. Jeg forberedte mig på, at kontrolløren ville bede om CPR-nummer og udstede en afgift. I stedet så jeg noget andet: en kontrollør, der tydeligvis ikke orkede konflikten. Hun sukkede, trak på skuldrene og lod damen købe en billet på stedet. Bøden forsvandt, og damen fortsatte ufortrødent med at brokke sig, som om klagen i sig selv havde givet hende ret.
