Modsvar. Carsten Jensen mener ikke, at regeringens handlinger i Afghanistan er udtryk for ond vilje. Tværtimod mener han, at det er god vilje kombineret med uvidenhed og inkompetence.
Foto: Mik Eskestad(Arkiv)

Modsvar. Carsten Jensen mener ikke, at regeringens handlinger i Afghanistan er udtryk for ond vilje. Tværtimod mener han, at det er god vilje kombineret med uvidenhed og inkompetence.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Carsten Jensen: Politikernes fyrtårn af håb er sønderskudt, og lyset virker ikke

I har fejlet, skriver Carsten Jensen til Afghanistans væbnede velgørere.

Debatindlæg

Hvem er I, Afghanistans væbnede såkaldte velgørere?

I er de skiftende regeringer, der nu på 12. år ukritisk viderefører den forfejlede krig i Afghanistan.

I er det folketingsflertal, der bliver ved med at bakke op bag en krig, I hverken forstår eller har sat jer ind.

I er den opposition, der enten er tavs eller også uklar, fordi heller ikke I har gjort jer den umage at leve op til jeres demokratiske ansvar.

Er I alle sammen deltagere i en ondskabens konspiration? Repræsenterer I kun ond vilje?

Sådan skulle jeg se på det, ifølge kritikerne af min dobbeltkronik om krigen, udviklingsminister Christian Friis Bach og cand.mag. ved Forsvarsakademiet David Vestenskov.

LÆS KRONIK

Til det kan jeg kun svare, at jeg ingen steder ser nogen ond vilje.

Forsvarschefen Peter Bartram er ikke nogen ond mand. Udviklingsminister Christian Friis Bach er ikke ond.

Det er er forsvarsminister Nick Hækkerup heller ikke.

Der er ingen spor af ondskab hverken i udenrigsminister Villy Søvndal eller statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Jeg ser noget i jer, der er langt værre og langt mere skæbnesvangert end ond vilje. Jeg ser god vilje.

Den pris, den gode vilje må betale for sin selvretfærdighed, er døvheden og blindheden over for egne mangler og fejltagelser



Jeg ser god vilje kombineret med uvidenhed, inkompetence og uhindret adgang til en overvældende mængde våben, og det er en dødbringende cocktail, hvilket historien har bevist mere end en gang.

Enhver krig starter, endnu før den er begyndt, med et drab, og det er evnen til selvransagelse, der bliver slået ihjel.

Selvbedrag er krigens første forudsætning, den urokkelige tro på at have historien, retfærdigheden og retten på sin side kombineret med en lige så urokkelig tro på, at fjenden intet har på sin, end ikke selvforsvarets nødmoral.

Den pris, den gode vilje må betale for sin selvretfærdighed, er døvheden og blindheden over for egne mangler og fejltagelser.

LÆS OGSÅ

I, Afghanistans væbnede velgørere, er fanget i det samme ødelæggende dilemma, som Paulus har beskrevet så knivskarpt i sit brev til romerne, kapitel 7, vers 19: »Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg«.

Da sovjetiske tanks rykkede ind i Kabul i december 1979, kom de som den gode viljes repræsentanter.

De ville bringe fremskridt og kvindefrigørelse til et land, de anså for middelalderligt.

I 17 år var Kabul en kommunistisk by. Kvinderne smed burkaen og sprang ud på arbejdsmarkedet.

En veluddannet funktionærklasse voksede frem. Kabul var et centralasiatisk Østberlin, og indbyggerne ser nostalgisk tilbage på de 17 år som på en svunden guldalder, for sammenlignet med det sønderskudte ragnarok, de sejrende krigsherrer forvandlede Afghanistans hovedstad til, var selv det grå Østberlin at foretrække.

Imens betalte landbefolkningen fremskridtets pris: En million mennesker blev dræbt, andre millioner tvunget på flugt.

I dag gentager historien sig.

Igen hersker den gode vilje i Afghanistan, og Kabul er endnu en gang blevet fremskridtets udstillingsvindue. Denne gang er det ikke Østberlin, der er forbilledet, men Las Vegas.

LÆS OGSÅ

En ubarmhjertig kasinokapitalisme hersker efter neoliberalt mønster.

Her kan ryggesløse mænd uden moral skabe sig gigantformuer, mens hjemvendte flygtninge, som der ikke er plads til i rovdyr-økonomien, fryser ihjel i FN's flygtningelejre kun få kilometer fra centrum.

I landdistrikterne, hvor tre fjerdedele af befolkningen bor, råder kaos og lovløshed, mens krigsherrer og narkobaroner, som Nato's generaler officielt har udnævnt til vores nærmeste allierede i kampen for demokrati, udøver et vilkårligt voldsregime.

90 milliarder dollar har USA givet i udviklingsstøtte siden invasionen i 2001, det største beløb, verdens eneste tilbageværende supermagt har givet noget land siden Anden Verdenskrig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og alligevel svarer den astronomiske sum kun til omkostningerne ved et års krigsførelse, en krigsførelse, hvor verdens mest veludrustede hærstyrker har været i krig med en håndfuld dårligt bevæbnede bønder, hvis modstand de ikke kan knække, fordi opbakningen til dem vokser støt.

I har tændt et fyrtårn af håb, hævder I, men det er et sønderskudt fyrtårn, og lyset virker ikke



Efter snart 12 års såkaldt udvikling er Afghanistan stadig et af verdens tre fattigste lande, og et af de mest korrupte, kun overgået af ikke-nationen Somalia og diktaturstaten Nordkorea.

Og i det danske hjerteland, Helmandprovinsen, er det end ikke lykkedes at etablere en fungerende vand- og elforsyning, mens Gereshk, distriktscentret i det danske ansvarsområde, er sunket ned i et inferno af vold og kriminalitet, der gør byen til Afghanistans farligste.

Alligevel taler I om jeres succes og nægter at anerkende noget nederlag. I har tændt et fyrtårn af håb, hævder I, men det er et sønderskudt fyrtårn, og lyset virker ikke.

LÆS OGSÅ

Konfronteret med fiaskoen for jeres egne forhåbninger har I gjort tavsheden til jeres vigtigste våben, og en presse, der ikke på Christiansborg kan finde nogen politiske mod- eller medspillere, tier også eller snakker militærets vidtløftige talsmænd efter munden. Stumhedens strategi virker.

Ligegyldigheden har vokset sig så stor, at opinionsinstitutterne ikke længere orker at måle befolkningens holdninger. I USA er over to tredjedele imod den meningsløse krig.

I Danmark er der blot et uldent spørgsmålstegn.

Politisk er der hverken stemmer i at forsvare krigen eller i at kritisere den. Det er det, der er skandalen for demokratiet: Det er blevet en politisk dyd at holde befolkningen borte fra indsigten i vitale beslutninger.

Bag jeres tåbelige erklæringer om succes i Afghanistan ser jeg en anden, for jer langt vigtigere, men for demokratiet langt farligere succes: I har haft held til at passivisere os.

Er det så ond vilje?

Nej, det er den gode vilje, der ikke tåler krænkelser.

Vi skal lære af erfaringerne fra Afghanistan, siger I, når I begejstret stemmer os ind i den næste krig. Men I har intet lært af krigen i Afghanistan. Det forudsatte, at I diskuterede den i stedet for at tabuisere den.

Ansvarsløst styrer I allerede mod den næste tragedie.

På jeres gode vilje tvivler jeg ikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce