Hvem er I, Afghanistans væbnede såkaldte velgørere? I er de skiftende regeringer, der nu på 12. år ukritisk viderefører den forfejlede krig i Afghanistan. I er det folketingsflertal, der bliver ved med at bakke op bag en krig, I hverken forstår eller har sat jer ind. I er den opposition, der enten er tavs eller også uklar, fordi heller ikke I har gjort jer den umage at leve op til jeres demokratiske ansvar. Er I alle sammen deltagere i en ondskabens konspiration? Repræsenterer I kun ond vilje? Sådan skulle jeg se på det, ifølge kritikerne af min dobbeltkronik om krigen, udviklingsminister Christian Friis Bach og cand.mag. ved Forsvarsakademiet David Vestenskov. LÆS KRONIKVejen til helvede er brolagt med frelste intentioner Til det kan jeg kun svare, at jeg ingen steder ser nogen ond vilje. Forsvarschefen Peter Bartram er ikke nogen ond mand. Udviklingsminister Christian Friis Bach er ikke ond. Det er er forsvarsminister Nick Hækkerup heller ikke. Der er ingen spor af ondskab hverken i udenrigsminister Villy Søvndal eller statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Jeg ser noget i jer, der er langt værre og langt mere skæbnesvangert end ond vilje. Jeg ser god vilje. Jeg ser god vilje kombineret med uvidenhed, inkompetence og uhindret adgang til en overvældende mængde våben, og det er en dødbringende cocktail, hvilket historien har bevist mere end en gang. Enhver krig starter, endnu før den er begyndt, med et drab, og det er evnen til selvransagelse, der bliver slået ihjel. Selvbedrag er krigens første forudsætning, den urokkelige tro på at have historien, retfærdigheden og retten på sin side kombineret med en lige så urokkelig tro på, at fjenden intet har på sin, end ikke selvforsvarets nødmoral. Den pris, den gode vilje må betale for sin selvretfærdighed, er døvheden og blindheden over for egne mangler og fejltagelser. LÆS OGSÅHurra - vi tabte! I, Afghanistans væbnede velgørere, er fanget i det samme ødelæggende dilemma, som Paulus har beskrevet så knivskarpt i sit brev til romerne, kapitel 7, vers 19: »Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg«. Da sovjetiske tanks rykkede ind i Kabul i december 1979, kom de som den gode viljes repræsentanter. De ville bringe fremskridt og kvindefrigørelse til et land, de anså for middelalderligt. I 17 år var Kabul en kommunistisk by. Kvinderne smed burkaen og sprang ud på arbejdsmarkedet. En veluddannet funktionærklasse voksede frem. Kabul var et centralasiatisk Østberlin, og indbyggerne ser nostalgisk tilbage på de 17 år som på en svunden guldalder, for sammenlignet med det sønderskudte ragnarok, de sejrende krigsherrer forvandlede Afghanistans hovedstad til, var selv det grå Østberlin at foretrække. Imens betalte landbefolkningen fremskridtets pris: En million mennesker blev dræbt, andre millioner tvunget på flugt. I dag gentager historien sig. Igen hersker den gode vilje i Afghanistan, og Kabul er endnu en gang blevet fremskridtets udstillingsvindue. Denne gang er det ikke Østberlin, der er forbilledet, men Las Vegas. LÆS OGSÅVerdenskrigen i Tølløse En ubarmhjertig kasinokapitalisme hersker efter neoliberalt mønster. Her kan ryggesløse mænd uden moral skabe sig gigantformuer, mens hjemvendte flygtninge, som der ikke er plads til i rovdyr-økonomien, fryser ihjel i FN's flygtningelejre kun få kilometer fra centrum. I landdistrikterne, hvor tre fjerdedele af befolkningen bor, råder kaos og lovløshed, mens krigsherrer og narkobaroner, som Nato's generaler officielt har udnævnt til vores nærmeste allierede i kampen for demokrati, udøver et vilkårligt voldsregime. 90 milliarder dollar har USA givet i udviklingsstøtte siden invasionen i 2001, det største beløb, verdens eneste tilbageværende supermagt har givet noget land siden Anden Verdenskrig.
