Studiefremdriftsreform. Fremdrift mod hvad? Mod Pisa-tårnet, mod koreanske konkurrencetrimmede modeller? Eller er det snarere en tilbagedriftsreform, i retning tilbage mod den sorte skole. Tegning: Per Marquard Otzen

Studiefremdriftsreform. Fremdrift mod hvad? Mod Pisa-tårnet, mod koreanske konkurrencetrimmede modeller? Eller er det snarere en tilbagedriftsreform, i retning tilbage mod den sorte skole. Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det næste ungdomsoprør må rettes mod politikerne og bureaukraterne

Jeg ville ønske, at der blev plads til det totalt studie-irrelevante: til en livsrelevant ungdom.

Debatindlæg

Studiefremdriftsreform.

Mit staveprogram kan ikke vænne sig til ordet. Det kan jeg heller ikke. Men jeg kan godt lide det studenteroprør, der er i gang – den slags eksisterede ikke i min studietid.

Der er bare en ting, jeg ikke forstår: Hvorfor er I så beskedne?

Selvfølgelig må der ikke ske den slags overgreb mod udsatte studerende, selvfølgelig må der være grænser for det stress, et studium medfører i stopurenes og Pisa-konkurrencernes navn.

Og det er da fint, hvis man får lov til at skaffe sig praktisk erfaring eller ligefrem lave forskning inden for sit studierelaterede område, herhjemme eller i udlandet.

Men hvorfor er der aldrig nogen af jer, eller af alle dem, der støtter jer i medierne, der snakker om det allervigtigste: det ikkestudierelaterede? Det studiemæssigt totalt irrelevante? Samfundet? Livet?

Min egen studietid sluttede i 1953 – 15 år før 68-studenteroprøret – med en meget fin såkaldt magisterkonferens i litteraturvidenskab.

Et ulideligt studium, uden en eneste prøve undervejs. Der var ingen studiereformer, ikke engang noget der hed studieplaner.

Alt var frivilligt – forelæsninger, øvelser og den slags. Man gik til eksamen, når man syntes, man var klar – for første gang siden studentereksamen.

Tiderne skal overholdes, tiderne skal skæres ned, hurtigere ind, hurtigere ud - til hvad?

Den allersidste dag med mundtlig eksamen fik man at vide: bestået eller dumpet; alt efter hvad professoren og hans medprofessor nu syntes. Jeg bestod efter otte års læsning, det var rent held.

Det var professorernes enevælde, og ingen drømte om at gøre oprør ...

Men på andre måder var det en fantastisk tid. En læretid for livet – om livet.

Der var jo ikke noget, der hed SU. Hvis ikke man havde velhavende forældre eller fik nogen ordentlige legater (ud over det middagslegat, jeg fik tiltusket mig), så måtte man selv sørge for at opretholde livet. Det havde to enorme fordele:

Jeg lærte at leve tæt på eksistensminimum, og den erfaring under jeg virkelig alle, for det giver en helt speciel tryghedsfølelse resten af livet.

Og så lånte jeg nogle penge og tog til Paris et års tid for at læse på Sorbonne.

Fint nok og absolut studierelevant – men det var jo meget mere end det: Jeg lærte en anden slags liv at kende, en anden kultur. Paris var meget langt væk fra København dengang. Men også i København lærte jeg helt andre kulturer at kende.

Jeg kom aldrig til at vaske trapper eller gøre rent, men størstedelen af min studietid havde jeg halvdagsjob på diverse kontorer, offentlige eller private. Plus selvfølgelig vikarjob i alle ferier.

Jeg lærte mig selv at skrive på maskine, senere også at stenografere; begge dele har jeg siden haft masser af brug for, og jeg tjente til dagen og vejen. Men det var stadig ikke det vigtigste.

Det vigtigste var, at jeg kom til at arbejde sammen med andre mennesker end dem, der gik på universitetet.

Det var jo ikke spor studierelevant. Men på den måde lærte jeg noget om mennesker fra andre miljøer end mit eget.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg snakkede med en anden slags mennesker end dem, jeg kendte, og fik øjnene op for, at der er andre måder at leve på og leve sammen på, andre fordomme, andre idealer, andre former for børneopdragelse og andre måder at snakke sammen på, end hvad jeg var vant til. Og at der var noget, der hed sociale klasser.

Studiefremdriftsreform. Fremdrift mod hvad? Mod Pisa-tårnet, mod koreanske konkurrencetrimmede modeller?

Eller er det snarere en tilbagedriftsreform, i retning tilbage mod den sorte skole, mod fagidioti, mod et elitært samfundssyn uden hverken tid til eller sans for politisk bevidsthed, politisk arbejde, ud over lige det fagpolitiske?

For slet ikke at tale om, hvad der venter de hurtigt udklækkede studerende, den dag hvor de står ude på arbejdsmarkedet: Job? Omskoling? Aktivering?

Det er altså ikke på den måde, man får et samfund, som det er godt at leve i.

Jeg håber inderligt, at det nye spirende studenteroprør ikke vil nøjes med at kæmpe for bedre plads til de svage studerende og til det studierelevante arbejde. Jeg vil ønske, at der bliver plads til det totalt studie-irrelevante:

Til en livsrelevant ungdom med mulighed for at lære livet at kende, kærlighedslivet, værtshuslivet, arbejdslivet, det politiske liv.

Men hvorfor er der aldrig nogen af jer, eller af alle dem, der støtter jer i medierne, der snakker om det allervigtigste: det ikkestudierelaterede? Det studiemæssigt totalt irrelevante? Samfundet? Livet?

En ungdom fyldt med eksperimenter, initiativer – med en fremdrift, der ikke er styret af trusler og stopure, men en fremdrift ud fra ens egen medfødte livskraft og nysgerrighed.

Studie-fremdrifts-reform. Det er virkelig et fint selvafslørende nysprogligt ord: Man skal drives frem, med pisken, præcis som fortidens slaver. Og med samme formål: større fortjeneste af andres arbejde.

Det er samfundet, der skal lukrere på unge menneskers slid – samfundet, og i sidste ende kapita..., undskyld: markedskræfterne, hedder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er derfor, unge mennesker skal tvinges til at leve på deres venstre hjernehalvdel; den, der sørger for alt, hvad der kan måles og vejes på Pisa-vægten. Tiderne skal overholdes, tiderne skal skæres ned, hurtigere ind, hurtigere ud – til hvad?

Studenteroprøret i 1968 var rettet mod professorerne. Det næste oprør må være et oprør mod politikerne, embedsmændene, administratorerne, bureaukraterne – i Pisa-kræfternes og konkurrenceevnens navn.

Men det er et godt tidspunkt til at gå i gang. Pisa-tårnet hælder, det står skævt, og mere skævt for hver dag der går.

Det er nu, I har chancen!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce