Studiefremdriftsreform.
Mit staveprogram kan ikke vænne sig til ordet. Det kan jeg heller ikke. Men jeg kan godt lide det studenteroprør, der er i gang – den slags eksisterede ikke i min studietid.
Der er bare en ting, jeg ikke forstår: Hvorfor er I så beskedne?
Selvfølgelig må der ikke ske den slags overgreb mod udsatte studerende, selvfølgelig må der være grænser for det stress, et studium medfører i stopurenes og Pisa-konkurrencernes navn.
Og det er da fint, hvis man får lov til at skaffe sig praktisk erfaring eller ligefrem lave forskning inden for sit studierelaterede område, herhjemme eller i udlandet.
Men hvorfor er der aldrig nogen af jer, eller af alle dem, der støtter jer i medierne, der snakker om det allervigtigste: det ikkestudierelaterede? Det studiemæssigt totalt irrelevante? Samfundet? Livet?
Min egen studietid sluttede i 1953 – 15 år før 68-studenteroprøret – med en meget fin såkaldt magisterkonferens i litteraturvidenskab.
Et ulideligt studium, uden en eneste prøve undervejs. Der var ingen studiereformer, ikke engang noget der hed studieplaner.
Alt var frivilligt – forelæsninger, øvelser og den slags. Man gik til eksamen, når man syntes, man var klar – for første gang siden studentereksamen.
Tiderne skal overholdes, tiderne skal skæres ned, hurtigere ind, hurtigere ud - til hvad?
Den allersidste dag med mundtlig eksamen fik man at vide: bestået eller dumpet; alt efter hvad professoren og hans medprofessor nu syntes. Jeg bestod efter otte års læsning, det var rent held.
Det var professorernes enevælde, og ingen drømte om at gøre oprør ...
Men på andre måder var det en fantastisk tid. En læretid for livet – om livet.
Der var jo ikke noget, der hed SU. Hvis ikke man havde velhavende forældre eller fik nogen ordentlige legater (ud over det middagslegat, jeg fik tiltusket mig), så måtte man selv sørge for at opretholde livet. Det havde to enorme fordele:
Jeg lærte at leve tæt på eksistensminimum, og den erfaring under jeg virkelig alle, for det giver en helt speciel tryghedsfølelse resten af livet.
Og så lånte jeg nogle penge og tog til Paris et års tid for at læse på Sorbonne.
Fint nok og absolut studierelevant – men det var jo meget mere end det: Jeg lærte en anden slags liv at kende, en anden kultur. Paris var meget langt væk fra København dengang. Men også i København lærte jeg helt andre kulturer at kende.
Jeg kom aldrig til at vaske trapper eller gøre rent, men størstedelen af min studietid havde jeg halvdagsjob på diverse kontorer, offentlige eller private. Plus selvfølgelig vikarjob i alle ferier.
Jeg lærte mig selv at skrive på maskine, senere også at stenografere; begge dele har jeg siden haft masser af brug for, og jeg tjente til dagen og vejen. Men det var stadig ikke det vigtigste.
Det vigtigste var, at jeg kom til at arbejde sammen med andre mennesker end dem, der gik på universitetet.
Det var jo ikke spor studierelevant. Men på den måde lærte jeg noget om mennesker fra andre miljøer end mit eget.
Skriv kommentar