Regeringens krig mod lærerne er ikke slut endnu

Lærerne er i disse måneder udsat for et voldsomt pres.

Overalt mødes de med kravet om, at de skal »holde op med at være så sure«, for »nu skal vi videre«, og »lærerne må forstå, at de har tabt«, så »nu drejer det sig om at se på det positive«, osv.

Trangen til at lægge forårets ballade bag sig og samle sig fuldt og helt om at lave god undervisning er også stærk hos lærerne selv.

De vil helst have tingene til at glide, og de hader ufred.

Men den krig mod lærerne, som regeringen og Kommunernes Landsforening iværksatte for over to år siden, er desværre ikke ved vejs ende. Det værste venter forude.

JAN ANDREASEN

Regeringen og KL sagde, at de »ville gå hele vejen«, og det vil de stadig.

Lærerne skal knuses, »som Thatcher knuste minearbejderne«.

Det er, som fhv. leder af KL’s skolekontor Jonathan Schloss skrev i KL’s eget blad under konflikten, idet han gudhjælpemig citerede Goebbels, »den totale krig«.

Alle midler er blevet taget i anvendelse, de ufine medregnet, og DLF kan i dag punkt for punkt dokumentere alle de påstande, som vores modpart under konflikten afviste som paranoide myter.

Sidst er vi kommet i besiddelse af den drejebog, som Moderniseringsstyrelsen udrustede politikerne med, bl.a. indeholdende grydeklare svar – eller rettere: ikke-svar – på alle de ubehagelige spørgsmål, DLF kunne formodes at rejse i anledning af det aftalte og til mindste detalje planlagte lovindgreb.

BRITISK SKOLEPROFESSOR

Vi har nu også solid dokumentation for, at Margrethe Vestagers, Christine Antorinis og Helle Thornings fnysende afvisning under konflikten af DLF’s påstand om en utidig kobling mellem reformen og overenskomstforhandlingerne var ren forstillelse.

På netop dette tidspunkt var de radikale i kontakt med svenske eksperter for at få belyst følgerne af den planlagte lov om lærernes arbejdstid. »Gør ikke som os!«, advarede den svenske arbejdsmarkedsforsker og professor Anders Kjellberg de radikale.

Svenskerne indførte tilbage i 1990’erne regler, der svarer til det, man nu vil have her til lands, og siden da er det på enhver målbar parameter kun gået én vej for den svenske skole: nedad.

Ikke mindre end 37.500 lærere er flygtet fra lærerarbejdet i utide. Det anfægtede imidlertid ikke de radikale, bundet som de var og fortsat er af aftalen med Corydon.

I det hele taget kan man ikke sige, at det har skortet på advarsler. En af dem kom fra Ben Levin, lederen af den canadiske skolereform, som vores politikere af uransagelige grunde igen og igen refererer til som deres forbillede.

»Hvis man ender i en situation, hvor man med et lovindgreb tvinger lærerne tilbage til arbejdet, selvom de ikke er tilfredse med aftalen, vil det på lang sigt have negative konsekvenser for skolesystemet. For at et uddannelsessystem skal være succesfuldt, er det nødvendigt med lærere, der er dygtige og motiverede«, udtalte Levin til Altinget under konflikten.

Han betegnede de danske politikeres strategi som »selvdestruktiv« og tilføjede: »Man vinder kampene, men taber krigen«.

REDAKTØR

Regeringen og KL troede, de kunne knuse DLF politisk og økonomisk med en altomfattende lockout, men DLF brugte kun en fjerdedel af sin strejkekasse. Forsøget på at drive en kile ind mellem lærerne og deres fagforening er faldet totalt til jorden.

DLF har i dag en organisationsprocent på 98. Foreningen fik 20. november tildelt den såkaldte Loyalty Award som den fagforening, der har den højeste grad af medlemsloyalitet, målt ved anonyme spørgeundersøgelser blandt 2.000 af medlemmerne i hver forening.

Det er udelukkende et spørgsmål om tid, inden politikerne må indse, at de er nødt til at række hånden frem til DLF og reparere det, de har ødelagt.

Forude venter en flerårig implementeringsfase, som risikerer at afspore folkeskolen totalt. Ikke fordi lærerne ikke vil passe deres arbejde bedst muligt, men fordi ingen levende sjæl aner, hvordan det planlagte overhovedet skal kunne lade sig gøre.

Det går jo ikke, at lærerne lægger sig faldt ned på maven og siger som en gulvmåtte, sådan som de har fået besked på af politikerne. Lærerne skal ville det her, de skal tage medansvar.

Men hvor skal de finde motivationen til at kaste sig entusiastisk ud i arbejdet med historiens mest useriøse skolereform?

En reform, som kort sagt tager det værste fra 70’ernes lalleglade reformpædagogik og koger det sammen med det værste fra den gammeldags kadaverdisciplinerede skole:

På den ene side stærk vægtning af boglige fag, teststyret undervisning, niveaudeling og tvungen lektielæsning, kombineret med et ledelsessyn hentet fra 1900-tallets industrivirksomheder, hvor den frygtede topleder hersede og regerede med sine lønarbejdere hver dag, til fabriksfløjten sang fyraften.

På den anden side hovedløs inklusion, lange flimrende skoledage med holddannelser på kryds og tværs, masser af projektflip med ansvar for egen læring, sammenblanding af skole- og fritidspædagogik, eksploderende mødeaktivitet og improviserede undervisningsforløb i lange baner, fordi lærerne ikke har tid til at forberede sig.

Om jeg er negativ?

Sig mig engang: Hvad gør en god fuldbefaren matros på ’Titanic’, hvis han ved, at isbjerget venter 20 minutter forude, og kaptajnen insisterer på fuld kraft frem?