Østudvidelserne af EU i 2004 har medført, at der i Danmark gennem de seneste par år er sket en stigning i antallet af østeuropæiske migranter.
Denne gruppe østeuropæiske migranter udgøres for en stor del af rumænske statsborgere. Rumænien blev i 2009 hårdt ramt af den økonomiske krise, og som følge har rumænske borgere i høj grad søgt arbejde i udlandet.
Tilsyneladende ender en stor del af disse borgere i bunden af samfundet i det land, de søger arbejde i.
I værste fald ender de i hjemløshed uden økonomisk eller social stabilitet. Mange af de rumænske hjemløse, som befinder sig i Danmark, bliver ofte forvekslet med romaer.
Rumænske romaer taler et andet sprog og lever i et afsides område i Rumænien. I pressen bliver migranterne fremstillet som tyveknægte, uden moral og desværre også som velfærdsturister, der kun besøger Danmark for at misbruge vores velfærdsydelser.
I 2007 udtalte vores tidligere velfærdsminister Karen Jespersen, at vi i Danmark ikke skulle være varmestue for alle Østeuropas hjemløse.
I sommeren 2013 kom Socialdemokraternes formand for Integrationsudvalget, Trine Bramsen, med en barsk udtalelse om, at rumænerne skulle straffes og stresses, fordi de bruger Danmark som campingplads.
Migranterne færdes ofte på Vesterbro i København i private væresteder. Størstedelen af dem har ikke noget misbrug eller psykisk lidelse, så det er nogle andre forhold, der gør sig gældende for dem end for danske hjemløse.
Jeg mødte dem, da jeg arbejdede som socialpædagog på Mændenes Hjem, hvor jeg dagligt henviste dem til private væresteder, fordi EU-borgere ikke har sociale rettigheder herhjemme.
Det medfører desværre også, at de dagligt oplever stigmatisering fra medierne og offentlige institutioner.
En aften i november besøgte jeg migranterne foran Mariakirken. De kunne kun tale meget lidt engelsk, men på trods af det fremstod de meget venlige og ville gerne have et arbejde.
Senere fik jeg adgang til interview ved brug af tolk, hvor de fortalte, at de samlede flasker, da de ikke kunne få andet arbejde. De havde haft en normal tilværelse i Rumænien, men på grund af krisen havde de mistet deres arbejde.
De kom fra fattige områder i Rumænien, hvor de levede en marginaliseret tilværelse. I København findes der få overnatningsmuligheder til udenlandske hjemløse. Antallet af sovepladser er ikke tilstrækkeligt, og mange ender med at sove på gaden.
De private væresteder drives af socialarbejdere, som er migranternes eneste livline og den eneste kontakt, de har til danskere, som lever en 'normal’ tilværelse.
Kontakten er livsnødvendig for deres overlevelse, fordi de kan få mad og drikke, men samtidig også et pusterum, hvor de kan slække på den selvkontrol, de til daglig opretholder.
I mit feltstudie af migranterne stødte jeg ind i strukturelle barrierer, som jeg mener er årsagen til, at de bliver hjemløse, når de kommer til Danmark.
Den første er, at de kun får tilbudt dansk sprogundervisning, efter at de har søgt arbejde i minimum 3 måneder. Sprogbarriererne opstår, når de søger arbejde, fordi de ofte får et afslag, der begrundes med, at de ikke kan tale sproget.
Den næste er, at migranterne ikke kender deres rettigheder.
De mangler en klar formidling af deres rettigheder på deres eget sprog, så de kan navigere i det danske system. Og så er der det danske politi, som stresser migranterne. De får bøder for at sove i parker, som de ikke kan betale.
Skriv kommentar