Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det var høge som Bent Jensen, der var tæt på at skabe en historisk katastrofe

Det ville klæde historiker Bent Jensen at melde klart ud, at han er en højreorienteret 'høg'.

Debatindlæg

Professor Jensens historieforfalskning af den kolde krig i Danmark er en af de lejligheder, hvor man er nødt til at stå op og sige fra.

Han udgiver en bog på 1.502 sider, stoppet med (går jeg ud fra) uigendrivelige kendsgerninger – og alligevel slipper han af sted med at levere en fortælling, der er intet mindre end fantastisk.

Nemlig at hæderkronede socialdemokrater samt de venstreorienterede under den kolde krig var på Sovjetunionens side, om ikke andet så som nyttige idioter.

Nu er det, man er nødt til at fortælle ungdommen, at ethvert almindeligt og tænkende og informeret individ, som oplevede den kolde krig i årene 1949-1987, ved, at socialdemokraterne i Danmark var konsekvente antikommunister. Og endvidere at venstrefløjen efter ungdomsoprøret i 1960'erne var klart antisovjetisk.

SF blev netop stiftet som et venstreorienteret parti, der lagde klart afstand til sovjetkommunismen, og VS'erne havde – trods alle deres revolutionære tanker – endnu mindre sympati for den sovjetiske statskommunisme.

Så professoren har fået en meget vanskelig opgave af det VKO-flertal, der ansatte ham til jobbet. Og at dømme efter al medieomtalen, herunder Bent Jensens mange udtalelser og indlæg, har han ikke kunnet præsentere os for en eneste rygende pistol.

Andet end at der under den kolde krig var folk i Europa, som prøvede at skabe fred gennem dialog og afspænding frem for ensidigt at fare frem med krigstrusler og oprustning.

Men det er i virkeligheden en stedfortræderdiskussion om udenrigs- og geopolitik, som Bent Jensen har gang i. Sket er jo sket.

Og nu står vi over for nye fjender, ikke sandt? Og hvordan skal man agere over for dem? Skal man sætte sig ned og snakke med dem? Eller skal man lukke af for enhver dialog og afspænding og i stedet ty til sanktioner, bombninger og invasioner?

Denne diskussion om diplomati eller militær, afspænding eller oprustning, raser lige nu i USA omkring forholdet til Iran og dette lands atomprogram. Obama har her meldt sig ind i 70'er-socialdemokraternes frokostklub og beskyldes derfor af republikanerne og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, for at gå fjendens ærinde.

Neokonservatismens republikanske apostle vandt jo under George W. Bush i 2002-03 med deres synspunkt om, at man ikke snakker med fjenden. Man stillede derfor Iraks diktator Saddam Hussein et ultimatum:

»Forlad landet inden for 48 timer, eller vi bomber og invaderer«.

Resten er historie, som man siger. Og vi sidder nu i det morads, som denne eventyr-alt-eller-intet-politik medførte. Og mange amerikanere, heriblandt den nuværende præsident, har draget den konklusion, at det måske trods alt ville have været en rigtig god idé, hvis Bush havde spist bare en enkelt falafel med Saddam, før verden blev kastet ud i kaos.

Derfor bør man spørge Bent Jensen, om han er imod forhandlingerne i Genève mellem stormagterne og Iran. Det kunne være interessant at høre, hvad han mener om dette højst aktuelle spørgsmål.

Men man bør også tage hele hans fortælling og sætte den ind i 1970'ernes og 80'ernes diskussion om dialog eller konfrontation med Østblokken, om oprustning eller afspænding mellem verdens to store magtkonstellationer, som truede med i sidste ende at kunne starte en tredje verdenskrig med atomvåben.

I mine øjne var det dialog og afspænding, som dengang gav det største bidrag til afspændingen mellem Øst og Vest, og den kolde krigs sande helte er netop de socialdemokrater og andre, som Bent Jensen vil have hængt ud som en slags landsforrædere.

I den forbindelse er det ganske forbløffende, at en faghistoriker, som Bent Jensen jo er, kan komme med denne udtalelse i Berlingske:

»Jeg har tit tænkt den tanke, at hvis nu danske journalister efter 1933 omgikkes tyske SS-officerer eller andre repræsentanter for Nazityskland – sad og spiste med dem og besøgte dem privat – så ville de fleste i dag sige, at det ville være dybt forkasteligt. Det forunderlige er, at man i en del af den danske befolkning under den kolde krig syntes, at det var helt i orden at have tætte kontakter til en anden politistats efterretningsofficerer«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jamen, kære historiker, du må da vide, at du ikke behøver at sige »hvis«. Masser af danske journalister, og ikke mindst fra Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, spiste da frokost med og omgikkes tyske repræsentanter i Danmark i årene efter Hitlers magtovertagelse i 1933.

Det betød forhåbentlig ikke, at disse journalister var nazister, endsige nazisympatisører, men blot at de gjorde deres arbejde som journalister. Journalister skal snakke med alle parter. Hvis de ikke gør det, er de ikke kompetente journalister.

Nu kan man mene ligesom Anders Fogh, at hvis han bare havde været formand for partiet Venstre i 1940, så ville Danmark ikke have overgivet sig, men kæmpet til sidste mand.

Men ærlig talt, det er sort-hvid tegneseriehistorie og ikke virkeligt. Og formålet med den slags udtalelser er heller ikke så meget at omskrive historien, som at påvirke den historie der ikke er skrevet endnu. Nemlig fremtiden.

Det samme kan siges om Bent Jensens historieskrivning. Derfor er det også relevant at spørge ham, om han mener, nutidens venstrefløj svigter ved ikke at være barske nok over for indvandringen, islam og islamismen. Må man spise frokost med islamister – endda i lokaler på Christiansborg?

Det er det interessante ved historieskrivning, at den også handler om nutiden – og fremtiden. Derfor tager jeg Bent Jensen-debatten meget alvorligt. Men det ville klæde Jensen at melde klart ud, at han er en højreorienteret ’høg’; det er der da ingen skam i, vel?

Mens dem han kritiserer, var venstreorienterede ’duer’. Der var nemlig høge og duer dengang. Udtrykket opstod i USA under Vietnamkrigen. Krigstilhængerne var høge, krigsmodstanderne var duer. Og USA’s befolkning var delt ligeligt i høge og duer.

Fra sen-60'erne arbejdede de europæiske socialdemokrater, med tyngdepunkt i Tyskland og dette lands kansler Willy Brandt, for dialog, afspænding og nedrustning mellem Vest og Øst, og i 1971 modtog Brandt oven i købet Nobels Fredspris for netop denne indsats.

Bør Brandts arvinger – efter Jensens mening – nu aflevere denne pris tilbage, fordi den er skamfuld?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Enhver, også Bent Jensen, har selvfølgelig ret til at vurdere, om det var høgene eller duerne, på begge sider af Jerntæppet, som havde størst andel i afspændingen og kommunismens efterfølgende sammenbrud (fordi man ikke længere havde en fjende).

Det er et helt legitimt – og meget vigtigt – spørgsmål. Og videnskabeligt set er der ingen sikker konklusion. Efter min subjektive vurdering var det dog duerne i Europa, der reddede verden fra en potentiel katastrofe.

Og det var høge som Bent Jensen, der var tæt på at skabe verdenshistoriens største katastrofe gennem blind eventyr- og krigspolitik. Lad det ikke gentage sig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce