Vækstpanikken ødelægger vores kreativitet og nytækning

Teslas stifter, Elon Musk, har for evne at vende verden på hovedet. Han har bygget verdens første seriefremstillede el-sportsvogn, der p.t. er Norges bedst sælgende bil. Og så bygger han, i privat firmaregi, raketter. Altså dem, man kan sende ud i rummet.

Men langt større perspektiver har Musks nyeste projekt, der går ud på at bygge soldrevne ladestationer til Tesla-bilerne i Californien, hvor ejere af en Tesla kan lade deres bil op gratis!

Det er i sig selv en fantastisk og vild tanke, at man kan køre ’gratis’ rundt i sin bil, når først man har købt den. Og så er det en himmelråbende kontrast til den nutidige diskussion i Danmark, der handler om vækst, produktivitetskommissioner, og hvordan vi får ’gang i hjulene igen’. Begreberne, der altid kommer ud af den slags, er rationalisering, produktivitet, vækst, effektivisering, afregulering, optimering m.v.

Vi skal arbejde mere, hårdere og hurtigere. Vi skal fjerne fjumreårene, og uddannelserne skal være mere i sync med arbejdsmarkedet. Man lugter arven efter Helge Sanders tese om, at vi skal hurtigere fra forskning til faktura.

Problemet med den tænkning er, at den fjerner al mulighed for poetiske mellemregninger, som er det sted, hvor nytænkning, krydstænkning og i sidste ende nye muligheder for vores samfund opstår.

I disse år er Danmark i en form for vækstpanik, hvor vi kun kan regne på den traditionelle regnemaskine. Oftere og oftere gange sammenlignes Danmark med Schweiz, der jo er rigere og mere konkurrencedygtigt, uden at de af den grund har afskaffet velfærden.

Til de mange, der ønsker sig Danmark som et Nordens Schweiz, vil jeg på det kraftigste anbefale et længere ophold i landet, læsning af litteratur fra landet, en aften i selskab med landets filmskat og en refleksion over, hvad landet har leveret af nytænkning ud over kukuret, mælkechokoladen og skattely.

Schweiz avler ikke mange Elon Musk’er, og det kommer Danmark heller ikke til, hvis vi fortsætter med kun at regne på den traditionelle regnemaskine, der efterlader så uendelig lidt plads til de poetiske mellemregninger.

Elon Musk har sydafrikansk og canadisk baggrund, men bor i dag i Palo Alto, Californien, kun 20 km fra åndsfællerne hos Apple i Cupertino. Om netop Californien har den danske arkitekt og idéudvikler Ivar Moltke forklaret, at gode ideer kommer af overskud. Ellers ville Silicon Valley ligge i Etiopien og ikke i, ja, Californien.

Netop overskuddet, det mentale og det poetiske, ikke det på den traditionelle regnemaskine, er nøglen til de nye muligheder, Danmark i disse år har desperat mangel på.

Vi skal have mindre Schweiz. Ikke mere. Vi skal have flere fjumreår. Ikke færre. Vi skal have mere højskole og færre universitetsuddannede i 1:1-sync med arbejdsmarkedet. Nye muligheder kommer ikke af at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt, som et svar på de rigtige spørgsmål.

Den danske konflikt mellem det rationelle og det mere poetiske er af gammel dato og har mange eksempler op gennem tiderne. Desværre ikke altid med samme fortegn.

For vel var vi stolte af Danmarks og Richard Møller Nielsens EM sejr i 1992.

Men var vi ikke bedre i 1986, da vi slog Uruguay 6-1 og så godt nok fik stryg af Spanien i ottendedelsfinalen? Var vi ikke mere til det poetiske brasilianske spil i Mexico end det effektive norsk/tyske i 1992?

Og hvad med vores erhvervsikoner? Afdøde Mærsk McKinney-Møller fik nærmest en statsmandsbegravelse, selvom han ikke lod Produktivitetskommissionen noget tilbage at ønske, hvad angår nidkær jagt på de sidste 2 procent effektivitet og lean. Men meget nyt kom der ikke ud af det.

Det gør der til gengæld hos Danfoss, hvor topchefen Jørgen Mads Clausen direkte opfordrer sine medarbejdere til at bruge fabrikkens værksteder efter endt arbejde og ’låne’ råvarer i jagten på nye produkter, der, måske, kan kaste nye virksomheder og dermed arbejdspladser af sig. Der står intet om Jørgen Mads Clausens værdisæt i Produktivitetskommissionens anbefalinger.

På en måde er søgningen mod mere produktivitet forståelig nok. Der har været krise. Danmark har været presset på sin økonomi. Arbejdspladser er gået tabt.

At løbe hurtigere i det samme musehjul står imidlertid i strid modsætning til det gamle kinesiske ordsprog om, at ’Når forandringens vinde blæser, deles befolkningen i to. De, der bygger vindmøller, og de, der bygger læhegn’. Produktivitetskommissionen og deres ligesindede bygger læhegn, al den stund vi skal løbe hurtigere i det eksisterende musehjul og skære dybere i den eksisterende kage.

Men skal danskerne ikke være både rationelle og kreative? Effektive og idérige? Jo! Men som nation skal vi også have et overordnet mål. En plan for, hvilke værdier der også i fremtiden kan gøre os til et spændende, rigt og trygt land.

Amerikaneren Simon Sinek har i disse år stor succes med at tale om virksomheders why. Sineks tese er, at det fascinerende og inspirerende ved store virksomheder ikke er, hvad de laver, eller hvordan. F.eks. er det uinteressant, at Apple laver computere ved at proppe chips og batterier ind i et kabinet. Men det er interessant, at deres think different gennemsyrer alt fra design over funktionalitet til operativsystem.

Ligeså med Novo Nordisk. Det er uinteressant, at de laver insulinpenne ved at lægge insulin i en kuglepenslignende dims med en nål på. Men det er dybt interessant, at hvis man vil arbejde på Novo Nordisk, skal man ville udrydde diabetes.

Men hvad så med Danmark? Hvad er vores why? Ja, jeg gider i hvert fald ikke bo her, hvis vi skal løbe om kamp med kineserne og slå dem på produktivitet. Men hvis vores why er, at åndsrigdom, dannelse og fantasi er roden til et fedt samfund, stempler jeg gerne ind på fabrikken Danmark.

Alternativet er nemlig et land, der alt for godt beskrives med den kampagne, det tyske arkitektforbund engang kørte mod det såkaldte Plattenbau, som er de der endeløse grå blokke af lejligheder, der effektivt skulle huse millioner af borgere i kommunistiske paradiser som DDR. Med de trøstesløse blokke som baggrund lød overskriften: ’Byggeri, der kun er rationelt, er som regel ret irrationelt’.

Og sådan går det, når produktivitet bliver det eneste saliggørende. Så forsvinder den poetiske mellemregning. Og så forsvinder alle dem, der tænker nye tanker.