2014 er et annus horribilis for Mellemøsten, og den sidste uge har været så ekstrem, at mange danskere nok har slukket for fjernsynet og valgt at nyde det gode vejr. Israels brutale angreb på Gazas forarmede befolkning, rekordstore tabstal i den fastlåste krig i Syrien og de uhyggeligt heavy metal lookalikes i den jihadistiske Islamisk Stat-bevægelse, der i den irakiske by Mosul har tvunget alle kristne ud. Pluralismen, historien, menneskeligheden og håbet er under frontalt angreb.
På min CD-spiller ligger den libanesiske sangerinde Fairuz’ plade ’Eh fi amal’ – ’Ja, der er håb’. Det er der, altid, men det er blandet med en udbredt fornemmelse af, at tingene falder fra hinanden. Ikke mindst blandt arabiske intellektuelle, og særligt dem, der var engageret i de arabiske opstande, som for bare to år siden stadig lignede et positivt historisk vendepunkt for regionens lande.
