Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Mode. Oscar Can Yilmaz Jantzen vil gøre op med det billede, der blev tegnet af branchen udefra. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Modebranchen er langtfra kun overflade og syge idealer

Vi i modebranchen er hverken værre eller bedre end så mange andre. En beretning fra en branche under angreb.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den sommerdag viste Værnedamsvej sig fra sin travleste side. Den lille hyggelige franskinspirerede gade i hjertet af Vesterbro emmede af energi.

Jeg stod foran den grønne port ind til nummer 16 og trykkede let nervøst på dørtelefonen – ud for knappen stod der ’2pm Model Management’. Med ét lød det, der senere blev et velkendt buzz, og da porten smækkede i bag mig, var det som indgangen til en anden verden. Travlheden og larmen fra Værnedamsvej blev erstattet af stilhed og fuglekvidren. Foran mig i gården lå et lille hvidt baghus i to etager.

Bag glasdøren ind til kontoret gemte der sig et perfektionistisk udtryk ud over det sædvanlige. Alle overflader var hvidpolerede, møblerne fra Charles Eames og computerne var Apple. Et næsten symbolsk udtryk for en branche, hvor alt skal stå snorlige, og hvor kun det allerbedste er godt nok, hvis du vil opnå succes.

Som jeg sad der ved det rustikke spisebord med designerfrugtskålen, var det svært ikke at være en smule intimideret af en verden, hvortil mit kendskab var yderst begrænset.

Så hvorfor sad jeg her? Jeg havde tidligere smagt lidt på branchen, og jeg havde fået et image i gymnasiet som ’ fash’, så det var vel delvis for at efterkomme det. Og så havde min gode veninde tippet mig om jobbet som ’modelscout’. Hvad end det så betød.

Få momenter senere havde Benjamin, min nye chef, sat sig foran mig og med et udprint af deres ’scouting 101-manual’, blev jeg nu taget igennem bulletpointene for, hvad en modelscout kigger efter. Disse ting skulle senere bliver indgroede og næsten intuitive. Ren second nature.

Hos pigerne skulle jeg være opmærksom på højden, lange ben og et smukt symmetrisk ansigt. Hos drengene var det en flot krop, enten et androgynt eller meget maskulint udtryk, og ja, højden.

De følgende år blev de københavnske gader og stræder forvandlet til min arbejdsplads. Har du haft din gang i indre by, er du sandsynligvis blevet taget i øjemål af mig på et tidspunkt.

Jo længere tid jeg var i jobbet, desto hurtigere kunne jeg afskrive folk som enten for plain, lidt for brede om hofterne eller bare ikke smukke nok.

Mit job var at vurdere udseende ene og alene, og på den baggrund var utrolig mange blevet vejet og fundet for lette i mit hoved. Brutalt? Ja. Overfladisk? I den grad

Spørger du mig i dag, kan jeg stadig give dig et ret præcist sjus på, hvor bred du er om hofterne. Kravene var høje, og jeg gik aldrig på kompromis. Det ville være at spilde min, bureauets og ikke mindst din tid. Også selv om jeg ofte skulle høre på, hvor hård en proces det var.

Jeg har aldrig identificeret mig som en ’modebranchefyr’. Hele min verden kredsede ikke om branchen eller mit job som modelscout, selv om jeg var oprigtigt glad for det. Alligevel var det indimellem svært at have et arbejde, hvor det indre i første omgang er sekundært, og hvor looks are everything.

Mit job var at vurdere udseende ene og alene, og på den baggrund var utrolig mange blevet vejet og fundet for lette i mit hoved. Brutalt? Ja. Overfladisk? I den grad.

Jeg kunne mærke, hvordan jeg indimellem begyndte at vurdere folk på deres udseende, selv om jeg sad på en bar og drak en øl. Linjen mellem arbejde og fritid blev efterhånden udvisket. Jeg var altid på udkig i jobbet som modelscout.

Eva Kruse, direktør hos Danish Fashion Institute, sagde på et tidspunkt under en modeuge, at »modebranchen er med til at hylde et ideal, der ikke er de fleste forundt, men det er jo det, der er med idealer – de handler om noget, vi ikke alle kan komme til at ligne«. En noget kontroversiel holdning, og den blev da også flittigt debatteret. Men jeg var rørende enig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg var yderst bevidst om, at jeg var repræsentant for en branche, som mange fandt vulgær og uacceptabel, men for mig var det utrolig vigtigt, at jeg sendte piger og drenge ind til et bureau med en unik indstilling i en skør og til tider langt ude-verden. Et bureau, hvor modellerne var mere end blot et ansigt og en vare, men mennesker, man bekymrede sig om, og hvis trivsel overtrumfede alt – selv når Prada eller Burberry bankede på døren med store fede checkhæfter.

Men den forklaring var ingen interesseret i at høre, for det brød jo med den faste og magelige forestilling.

Det til trods fattede jeg stadigvæk ikke det billede, der blev tegnet af branchen udefra. De fordomme, som åbenbart skulle forestille sig at være et retvisende billede på en branche med hårdtarbejdende mennesker, galoperede derudad.

Jeg blev draget af branchen, fordi mulighederne var enorme og alder og uddannelse ikke nødvendigvis betød det store, mens flid, engagement og gode manerer kunne sikre dig en lovende fremtid. Men åbenbart var det ikke nødvendigt med det helt store refleksionsniveau, når snakken faldt på branchen.

Forstå mig ret, jeg vidste godt, at mange mennesker et eller andet sted ønskede at være en del af branchen og den status og lejlighedsvise glamour, der følger med. Måske var det tabubelagt at sige, at man ønskede at være en del af den verden, og derfor var det nemmere at kaste med mudder.

At fremhæve alt det, der efter sigende skulle være galt med branchen samt menneskerne i den – for slet ikke at nævne den tilsyneladende evindeligt aktuelle snak om, hvordan modelbranchen ene og alene var årsag til syge og misvisende idealer. Bullshit. Det er naivt at påstå, at branchen var helt uden indflydelse, men det er for nemt bare at skyde hele ansvaret over på den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var provokerende altid at skulle høre, at de mennesker, jeg arbejdede med, havde en skidt karakter eller var overfladiske. Gu’ var de ej.

Jeg var træt af at føle mig som djævlens advokat, der åbenbart var fortaler for en forkert verden. Jeg var træt af de fordomme og den bås, jeg blev sat i. Jeg var træt af at skulle undskylde for det, jeg var god til og holdt af.

Men alt dette blev opvejet og mere til af skønne kollegaer og fantastiske venner, som i øvrigt hverken havde anoreksi eller nødvendigvis drak Skinny Bitches på Sunday hver fredag. Det blev jeg husket på, hver gang jeg gik igennem den grønne port på Værnedamsvej.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden