Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Har journalisterne glemt alt om missilskjoldets historie?

Den russiske ambassadørs tåbelige udtalelse har fået både pressen og politikerne op af sofaen.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De amerikanske planer om et ’missilskjold’, ABM ( anti ballistic missile), som Danmark åbenbart agter at bidrage til, har med den russiske ambassadørs tåbelige udtalelse omsider fået pressen og ledende danske politikere op af sofaen. Ikke på grund af substansen, men på grund af ambassadøren.

De borgerlige er som forventet de mest krigeriske: ’Ambassadøren fremsætter trusler kamufleret som advarsler, smid ham ud!’. Så skulle den sag vel være løst. Eller hvad?

Er der virkelig ikke en eneste dansk journalist, der husker eller har gidet sætte sig ind i ABM-projektets historie? Den er i korthed:

I 1967 ønskede USA (præsident Johnson) en aftale med Sovjetunionen om et forbud mod opbygning af ABM-forsvar. Sovjetunionen ville ikke være med. Situationen var på det tidspunkt, at Sovjetunionen havde et teknologisk forspring og planer om et ABM-system. Men det var selvfølgelig ikke det, parterne gav som begrundelse.

Sovjetunionen pointerede, at et sådant system jo var rent defensivt og umuligt kunne bruges offensivt. Isoleret betragtet helt korrekt. Men USA påpegede, at intet nyt forsvarssystem udelukkende kunne betragtes som defensivt, og at et ABM-system ville muliggøre angreb uden risiko for altødelæggende gengældelse.

Det ville afgørende rykke magtbalancen. Hvis Sovjetunionen etablerede et sådant, ville det derfor uvægerlig føre til et intensiveret rustningskapløb. Enhver idiot kunne se, at USA havde ret.

I forbindelse med Salt I-aftalen i 1972 fik USA (præsident Nixon) sin vilje. Med den tilknyttede ABM-aftale afstod begge parter fra at udvikle og opstille missilskjolde.

Den aftale brød præsident Reagan, da han i 1983 lancerede ’Stjernekrigsprojektet’. Kreml protesterede naturligvis.

At hele pressen ukritisk slår hælene sammen og følger trop, er beskæmmende

Men USA var nu foran teknologisk, og argumenterne var byttet om: USA hævdede, at det udelukkende var defensivt. Sovjetunionen påpegede, at det undergravede magtbalancen, som byggede på truslen om gensidig udslettelse, og at Reagans projekt derfor ville føre til et nyt rustningskapløb. Nu som før fuldstændig logisk.

Reagans drøm var trods USA’s teknologiske forspring på det tidspunkt mest varm luft og fik derfor ikke umiddelbart den store praktiske betydning, hvis man ser bort fra det ikke uvæsentlige, at den stimulerede oprustningen. Først i 2002 var man så langt, at USA (præsident George W. Bush) formelt og ensidigt opsagde Salt-aftalen.

Det korte af det lange: Da Sovjetunionen var teknologisk foran, gav de afkald på at benytte forspringet. Da USA kom teknologisk foran, brød de aftalen. Og siden har ledende danske politikere tankeløst efterplapret påstanden om, at et missilskjold er rent defensivt – diametralt modsat USA’s oprindelige argumentation, som var indlysende rigtig.

Kan man slet ikke forestille sig, hvordan russerne må opfatte hele dette forløb?

At nuværende og tidligere udenrigsministre og -ordførere reagerer, som de gør, kan efterhånden ikke forbavse. Men at hele pressen ukritisk slår hælene sammen og følger trop, er beskæmmende. Dækningen af konflikten er et skoleeksempel på vores ukuelige selvretfærdighed, vores stålsatte dobbeltstandard og vores tapre modstand mod at kigge indad.

Denne arrogance har præget dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden Murens fald og har bevidstløst ført os ind i velsignet, heroisk og succesfuld krigsdeltagelse foreløbig i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien.

Eftertanke er åbenbart det eneste, vi ikke indlader os på.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden