Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Thomas Borberg (arkiv)
Foto: Thomas Borberg (arkiv)

ADHD. Anders Stjernholm foretog en ADHD-test på en række tv-medarbejdere - og den afslørede, at otte ud af ni testpersoner havde symptomer på ADHD.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


DR's tv-journalister har ADHD

DR's programmer er klippet i stykker og ikke sammen.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tredje afsnit af tv-serien 'Danmark på piller' (sendt 21.4) rummede en interessant pointe.

Tilrettelæggeren, journalist Anders Stjernholm, foretog en ADHD-test på en række tv-medarbejdere – og den afslørede, at otte ud af ni testpersoner havde symptomer på ADHD.

Journalisten brugte resultatet til at vise, at testprøven er idiotisk, og det er da muligt - men det er egentlig mere sandsynligt, at der faktisk er en voldsom forekomst af ADHD blandt netop tv-journalister. Deres programmer tyder på det.

I udsendelsen blev ADHD beskrevet som en lidelse, der gør det vanskeligt for patienterne at koncentrere sig og holde fokus. Og præcis det problem har de fleste tv-programmer.

Tv-journalisternes fortællermåde nedbryder systematisk enhver sammenhængende fortælling, den smadrer seernes evne til at være opmærksomme og reducerer os alle til bimmerbørn

Det fremgår af den måde, programmerne bygges op på. Tv-journalister klipper deres programmer i stykker i stedet for at klippe dem sammen. Man starter typisk med en person, som man så klipper væk fra, før den pågældende har fortalt sin historie færdig.

Man klipper til en anden og en tredje og så tilbage til den første, som nu får lov at fortælle lidt mere, men ikke så meget, at man fatter, hvad det drejer sig om, før udsendelsens anden og tredje medvirkende får lov at fortælle videre om deres historie.

Ingen får imidlertid lov at tale ud – og under programmerne løber ofte en tekst, som man lokkes til at læse med et halvt øje. Resultatet er, at man hverken kan koncentrere sig om billedet eller teksten og efterlades i et frustrerende tomrum.

Denne fragmentering af virkeligheden er typisk for ADHD-patienter. De magter ikke at koncentrere sig om et længere forløb, men lader sig hele tiden distrahere. De er præget af en hyperaktivitet, som forhindrer fordybelse.

Der er ingen tvivl om, at tv-journalisterne lærer at sådan skal man fortælle på tv.

De bliver med andre ord skolet i at udvikle ADHD – og lidelsen smitter af på seerne, som ikke får mulighed for at fordybe sig i en problemstilling, fordi de hele tiden bliver distraheret af noget andet. Tv-journalisterne tror, at denne fortællemåde er særligt 'filmisk', og at den signalerer gang i den.

Men den gør det modsatte. Tv-journalisternes fortællermåde nedbryder systematisk enhver sammenhængende fortælling, den smadrer seernes evne til at være opmærksomme og reducerer os alle til bimmerbørn.

Journalist Anders Stjernholm er ærlig nok til i udsendelserne at fortælle, at han selv lider af ADHD, men i stedet for at hjælpe ham, lader tv ham fremture hæmningsløst med en ADHD-agtig klipning, som forlængst er blevet skoledannende i DR.

Metoden bliver også brugt, når tv viser spillefilm. Så snart efterteksterne begynder, skrues der ned for filmens lyd, og en stemme gør nu larmende reklame for næste dags eller næste uges tv. Man får et chok. Udgangsmusikken på en film har nemlig den fornuftige funktion, at oplevelsen lige får lov at sætte sig i sindet.

Seerne får mulighed for at lade tanke og følelse klinge ud i et stille rum for eftertænksomhed. Men det tillader tv ikke, for her frygter man den eftertænksomme pause som pesten.

Det er i øvrigt ulovligt at ændre lyden på en film, herunder også slutmusikken. Det er en krænkelse af instruktørens ophavsret – men intet kunne rage tv mindre end at overholde loven, når de nu har sat sig det mål at udrydde den livgivende pause.

Jeg har selv haft DRs destruktive adfærd tæt inde på livet. Da jeg lavede filmen Karen Blixen – storyteller, var Karen Blixens ven professor Aage Henriksen et af filmens helt uundværlige vidner. Men da han erfarede, at DR var co-producent, ønskede han ikke at medvirke, for så vidste han, at han kun fik lov at tale i to minutter.

Det tog mig en hel frokost at gøre ham begribeligt, at han naturligvis ville få al den tid, han fandt nødvendig, for det var stadig mig, der bestemte klipningen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da jeg viste filmen for DR, fik Aage Henriksen i første omgang ret i sin spådom. Dokumentarafdelingen vendte tommelfingrene nedad.

De betragtede filmen som mislykket og forlangte, at jeg klippede den helt om, dvs. klippede hulter til bulter fra den ene til den anden til den tredje person. De mente ikke, at seerne havde tålmodighed til at høre på én person, der snakker i op til ti minutter ad gangen.

Det betød intet, at filmen ved biografpremieren fik de smukkeste anmeldelser, foruden at den blev en uhørt publikumssucces. DR valgte først at vise filmen, da jeg tilbød at købe dem ud og sælge den til TV2.

De ville trods alt ikke være bekendt, at deres kommercielle konkurrent skulle købe en film, som DR fandt for finkulturel til visning.

Den mulighed ville desværre ikke eksistere i dag, hvor TV2 jo helt har droppet deres kunstneriske ambitioner.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden