tegning: Mette Dreyer

tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Liberal hoffilosof har ikke styr på tænkningen

Filosoffen Ayn Rand er filosofiens svar på Byggemand Bob

Debatindlæg

Ayn Rand er populær i Tea Party-bevægelsen i USA. Hendes bøger har solgt i mere end 30 millioner eksemplarer, og salget er hastigt stigende.

Hun har inspireret utallige, herunder Mitt Romneys vicepræsidentkandidat Paul Ryan og den tidligere amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan.

I USA forærer Ayn Rand-instituttet hendes bøger til gymnasier som klassesæt, og en af de store aktører i den finansielle sektor, BB&T, har doneret større beløb til universiteter for at fremme kendskabet til hendes filosofi. I Danmark uddeler Saxo Bank gratis hendes roman ’Atlas Shrugged’ til kunder og andre interesserede.

Netop Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensens forkærlighed for Ayn Rand førte hen over vinteren til en veritabel fejde i Kristeligt Dagblad, hvor højskoleforstander og medlem af Etisk Råd Jørgen Carlsen klandrede Seier Christensen for at ønske sig samfundet erstattet af et »hver-for-sig-fund«.

Lars Seier Christensen kvitterede med at beskylde Jørgen Carlsen for ikke at forstå sig på filosofi.

Men hvad går Ayn Rands filosofi mere præcist ud på og ikke mindst: leverede hun overbevisende argumenter herfor?

Rand var såkaldt etisk egoist og mente, at vi hver især har pligt til at fremme vores egen lykke mest muligt. Hun beskrev på den baggrund selviskhed som en dyd, der fremmer produktivitet og selvagtelse, og mente, at laissez faire-kapitalismen er den eneste samfundsorden, der er forenelig med menneskets iboende værdier. Staten bør begrænses til et minimum og har til formål at beskytte borgerne mod fysisk vold og overtrædelser af ejendomsretten.

Rand mente videre, at disse værdier er objektive og kan begrundes rationelt i menneskets natur. Groft sagt er Rands argument følgende:

1) Kun levende væsener har værdier.

2) Derfor er levende væsener selv værdifulde.

3) Derfor har det ultimativ værdi for et levende væsen at holde sig i live.

4) For at holde sig i live som menneske må man leve et rationelt liv.

5) Derfor bør man som menneske have de ultimative mål og værdier, der fremmer ens eget liv som rationelt individ.

6) Derfor bør mennesket have som målsætning at tilfredsstille sine egne interesser og aldrig ofre dem for andres skyld.

7) Derfor bør samfundet indrettes efter laissez faire-kapitalistiske principper.

Der er imidlertid åbenlyse mangler i Rands argumentation. Den beror i væsentlig grad på filosofiske unoder som uklarhed i formuleringerne, fejlslutninger, stråmandsargumenter og at forudsætte det, der skal vises.

Der ligger derfor også en særlig ironi i, at Rand mente at forsvare sine politiske visioner på et rationelt grundlag, når hun i realiteten forbrød sig mod hovedparten af de regler, man finder i kataloget over rationel argumentation. Lad mig give nogle få eksempler på problemerne.

Rand fik i virkeligheden aldrig begrundet etisk egoisme. Selv hvis vi medgiver, at ethvert individ har værdi, så følger det ikke heraf, at det kun skal tilgodese sine egne interesser. Andre individer har jo ifølge argumentet også værdi, og vi har derfor ikke fået noget svar på, hvorfor deres interesser ikke skal tages i betragtning, når det enkelte individ handler.

Muligvis mente Rand, at det egoistiske fokus kunne begrundes i, at det ligger i menneskets (og andre organismers) natur at søge egen overlevelse. Denne begrundelse lider imidlertid under mindst to problemer. For det første vil end ikke sociobiologer sige, at menneskets natur dybest set er at sikre sin egen overlevelse.

For det andet er der et generelt problem med at slutte fra, hvordan mennesket er, til hvordan det bør være. Problemet med sådanne slutninger – der går under betegnelsen naturalistiske fejlslutninger – fyldte en del i filosofien i den tid, Rand skrev sine værker, og det er bemærkelsesværdigt, at hun intet gjorde for at løse det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rand havde også et andet, mere pragmatisk argument for etisk egoisme. Hun sammenlignede synspunktet med det, hun mente var alternativet, nemlig altruisme. Ifølge Rand fordrer altruismen, at man kun skal handle for andres skyld, ikke for sin egen, hvilket hun mente var absurd.

Problemet er bare, at dette er et rent stråmandsargument, da der i realiteten ikke er nogen, der accepterer altruismen i den version, Rand her beskriver.

Det etiske synspunkt, der går længst i retning af altruisme, er konsekvensetikken, og selv denne hævder kun, at man skal lægge lige så stor vægt på andres interesser som på sine egne. Ikke engang i konsekvensetikken er der tale om, at man kun skal handle for andres skyld.

Faktisk illustrerer dette argument et mere generelt træk i Rands tænkning: Hun havde en forkærlighed for storladne – nogle vil sige overgearede – formuleringer af den slags, der til tider vækker begejstring hos nybegyndere i filosofien, men ofte mangler filosofisk substans.

Rand gik endda så vidt som til at sige, at prisen for altruismen er, at mennesket må opgive sin ret til livet, at døden er dens ultimative mål, og at Nazityskland og Sovjetunionen er dens monumenter. Altruismens repræsentanter kaldte hun parasitter, tiggere og tyve.

Selv blandt de politiske filosoffer, der deler Rands sympati for minimalstaten, er der ikke den store respekt for hendes tanker.

Et yderligere problem hos Rand er, at hun dels mente, at menneskets højeste moralske formål er at opnå sin egen lykke, dels, at mennesket hverken må ofre sig for andres skyld eller ofre andre for sin egen. Men hvad hvis nu man kan øge sin egen lykke ved at ofre andre f.eks. ved at snyde og bedrage dem?

Måske mente Rand ikke, at der på denne måde kan opstå konflikter mellem forskellige individers interesser, men det synes i givet fald mere at være en troserklæring fra hendes side end noget, hun argumenterede systematisk for.

Det er på den baggrund ikke overraskende, at Rand ikke rigtig bliver taget seriøst blandt fagfilosoffer. Selv blandt de politiske filosoffer, der deler Rands sympati for minimalstaten, er der ikke den store respekt for hendes tanker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jan Narveson beskriver hende således som en mindre betydningsfuld aktør på den filosofiske scene, hvis arbejde var usystematisk og dårligt.

Chandran Kukathas tilføjer, at hendes politiske teori ikke har meget at byde på. Og i sit essay ’On the Randian Argument’ hugger Robert Nozick simpelthen hendes argumentation til pindebrænde.

Det er således ikke helt ved siden af, når Morten Hesseldahl skriver om Rand, at hun er for filosofien, hvad Byggemand Bob er for arkitekturen, nemlig ingenting.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce