Forleden kørte jeg i min bil på vej hjem, stresset som så ofte før. Stresset over småting i forbindelse med mit arbejde. Stresset over mangel på tid, over alle de dårlige bilister på vejene, og så var jeg endda stresset over det elendige vejr.
For at komme ind i min garage derhjemme skal jeg krydse en cykelsti. Der gik en kvinde og trak sin cykel i regnen. Hun var foran åbningen til min garage, samtidig med at jeg skulle svinge ind. Jeg lagde an til at svinge bilen ind og gav mig til at vente på, at hun skulle passere.
Jeg tænkte, hvorfor pokker hun ikke cyklede i stedet for at gå. Kvinden med cyklen stoppede op, da hun så mig. Hun stod helt stille. Så tog hun sin cykel, tog et par skridt tilbage for at komme fri af min bane. Hun kiggede på mig.
Så skete der noget særligt, noget, man ikke oplever hver dag. Hun smilede med det varmeste smil, man kan forestille sig. Der stod hun så i regnen, med sin cykel og smilede fra hjertet til mig – en tilfældig fremmed. Hun vinkede mig venligt ind i garagen.
Og her sad jeg i min bil efter en veloverstået dag i min egen drømmevirksomhed og hidsede mig op over ingenting. Fra det ene øjeblik til det andet ændredes min opfattelse af den dag, jeg havde haft.
Da jeg kom til mig selv igen og fik parkeret bilen, opdagede jeg, at noget var ændret ved mig. Kvindens smil havde sat aftryk på mit eget ansigt igennem regn og bilrude. Jeg var glad! En fremmed kvinde havde reddet min dag.
Vi er et land af brokkehoveder. Vi brokker os i køen i supermarkedet, på tankstationen, på Facebook, og vi brokker os hele tiden. Vi er aldrig blege for at stille os op og gøre os selv til grin, hvis bare vi får lov til at brokke os. Vi foreslår sjældent løsninger eller forbedringer, men det er helt sikkert, at vi skal brokke os.
Vores brok spænder lige fra politik, der er blevet degraderet til en form for showbiz om politikernes privatliv, til vejret, der altid er elendigt, skattevæsenet, der snyder folk, dem på arbejdet, som er nogle idioter, måske får familien også en tur.
Jeg har set mennesker stille sig op i køen i supermarkedet og råbe efter den sagesløse, travle kassemedarbejder, at de skal se at få åbnet en kasse til. Fuldstændig uvidende om, hvor travl arbejdsgangen er.
Det virker som en tosset beslutning at tage, når man kunne bruge de 30 sekunders ekstra køtid på at stå og nyde, at man har en stund her i køen i supermarkedet, hvor man kan slappe af og stole på, at de gør, hvad de kan.
Jeg har set mennesker køre sidespejlene af hinandens biler for at komme én bil længere frem i en stillestående bilkø. Prøv at sætte det regnestykke op engang. Er det værd at komme én billængde længere frem i en kilometerlang kø, hvis det betyder risiko for ulykker, vrede, dytten og råben?
Hvad er det, vi ønsker at opnå ved at ytre vores komplette utilfredshed over noget, som vi ikke har løsningen på? Hvorfor er det så vigtigt at skabe dårlig energi over disse småting i hverdagen, når vi kunne glædes over at bo i et fantastisk land, hvor vi kan administrere og drive vores komplekse samfund fremad, således at mennesker ikke ligger og dør på gaden af sult; at vi har overskuddet og godheden til at hjælpe dem, der ikke har de samme muligheder som os selv.
Må vi så ikke brokke os? Jo, der er ting, der er uretfærdige, som fortjener vores opmærksomhed og handling. Men så er der alle de ting, der gør os dummere og mindre, alle de ting, som uden grund giver os et dårligere liv.
Næste gang, en situation opstår, måske allerede senere i dag, når irritationen vokser indeni og opsluger fornuft og glæde, så gør det modsatte. Følgende to ting vil ske:
1) Løsningen på situationen bliver mere konstruktivt og effektiv.
2) Du får det bedre med dig selv. Det giver meget mening, hvis man gerne vil have et godt liv. Lykke og overskud er en velsignelse, men det kan også være et bevidst valg, man træffer for sig selv, som kvinden i regnen med cyklen viste mig.
Skriv kommentar