Der er længe blevet talt om, hvordan vi integrerer etniske minoriteter i dette land. Det skulle åbenbart være en udfordring. Det siger politikerne i hvert fald, selv om det umiddelbart kun går fremad på næsten alle målelige parametre: Kriminaliteten blandt minoriteter er faldet, flere unge med rødder i udlandet tager en uddannelse, flere melder sig ind i fag- og fritidsforeninger, og flere ’brune debattører’ blander sig i den offentlige debat.
Der er dog ét aspekt af integrationen, som politikerne ikke taler meget om: diskrimination. Og det er lidt underligt. Især fordi vi foregiver at leve i et samfund, som holder ideen om lighed kær. Især fordi vi mener, at lovens gyldighed, herunder retten til ikkediskrimination, skal gælde for enhver. Og der findes ikke det aspekt af hverdagslivet i Danmark, hvor minoriteter ikke bliver diskrimineret.
