Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg er i live takket være min familie

Vi taber unge psykisk sårbare på gulvet, fordi socialpsykiatrien er rigid og vægtfikseret.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er 180 cm høj og vejede omkring 37 kg, da jeg blev indlagt, først på akutafdelingen og derefter på hjerteafdelingen. Sommeren 2007 husker jeg ikke i dage eller uger, men i kilo. De få begivenheder, jeg kan huske, er knyttet til bestemte tal på vægten.

Jeg havde været på venteliste i flere måneder til behandling for anoreksi, men det var først, da jeg kastede blod op, og min ene hjerteklap sagde fra, at jeg blev indlagt. Det var først, da jeg var ved at dø, at mine forældre blev hørt. Jeg tænker tit tilbage på den voldsomme anoreksi, som ramte mig i 9. klasse. Havde det ikke været for mine forældres prioritering og selvopofrelse, var jeg ikke i live i dag.

Desværre er ikke alle lige så heldige. Nogle gange takker jeg min krop for at have sagt stop på et tidspunkt, hvor min psyke ikke var i stand til det. Det lyder bizart, og det er det også. Det er bizart, at man i Danmark kan være så syg af anoreksi og alligevel ikke få behandling, fordi ventelisterne er for lange.

Min mor tog orlov, min søster flyttede hjemmefra, og min far blev arbejdsløs i løbet af de to år, jeg var alvorligt syg

Tiden på hjerteafdelingen husker jeg som en kamp. En kamp om at smide hospitalsmaden ud, mens lægerne kiggede væk; en kamp for at overbevise alle om, at jeg ikke var syg, og en kamp om at komme tilbage til livet på Virum Gymnasium. Jeg husker svagt en af lægernes dybe stemme, da han fortalte mig, at det var sandsynligt, at jeg ikke ville overleve.

Jeg har også en svag erindring om, at en af lægerne fortalte, at mit hjerte i løbet af natten var stoppet i nogle sekunder, fordi min krop ikke kunne mere. Jeg kan huske mine forældres og min søster, da de besøgte mig på hospitalet, og deres ansigter, da de ikke vidste, om de skulle sige farvel.

Lotus Gregers var syg med anoreksi, men det gik først op for hende et stykke inde i sygdomsforløbet. Kilde: politiken.tv / Foto: Jacob Ehrbahn. Klip: Henrik Haupt

Men det, jeg husker tydeligst, er, hvordan mine ben endelig var blevet tynde. Det første syn, der mødte mig på anoreksiafdelingen, var en piges desperate flugtforsøg. Der var tremmer for vinduerne, og de unge fik proppet rugbrød ned i halsen. Det rigide og rutineprægede system på den afdeling var jeg ikke blevet rask af. Det er jeg overbevist om.

Min mor valgte at tage orlov fra sit arbejde, hvorfor jeg begyndte i ambulant behandling. Samtaler med psykologer og psykiatere, kostplaner og vejning samt mine forældres omsorg og kærlighed gjorde en forskel, i stedet for det rigide socialpsykiatriske system, hvor fokus primært var på vægtøgning. Jeg var ikke ked af det eller bange, da jeg vejede 37 kg. Jeg var ligeglad. Ligeglad med alt undtagen mad.

Da jeg begyndte at tage på, begyndte tankerne at fylde mere i mit hoved – det var der, det blev svært. Det var der, angsten og depressionen kom snigende, og det gik op for mig, hvad jeg var gået igennem og havde mistet.

Der var tremmer for vinduerne, og de unge fik proppet rugbrød ned i halsen

Jeg gik fra kun at høre anoreksiens stemme i mit hoved til at høre kampen mellem anoreksien, Emilie og mine forældre udspille sig. En hæslig kamp, som jeg aldrig vil ønske for nogen, at de skal gennemleve. Og det er desværre deromkring, man i dag udskriver folk.

I dag er jeg rask, studerer statskundskab og arbejder i Foreningen Det Sociale Netværk, som arbejder for bedre vilkår til psykisk sårbare. At jeg overlevede, tilskriver jeg især min familie, deres forståelse, tålmodighed og tro på, at jeg blev rask, men hvor meget ansvar kan man reelt lægge på de pårørende? Når ét medlem af en familie bliver psykisk sårbart, påvirker det hele familien.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min mor tog orlov, min søster flyttede hjemmefra, og min far blev arbejdsløs i løbet af de to år, jeg var alvorligt syg. Jeg tror desværre, at det var et udtryk for, hvor meget det sled på min familie, at jeg var så hårdt ramt af anoreksi. Unge, der indlægges med svære spiseforstyrrelser, koster samfundet ufattelig mange penge årligt. Især fordi mange indlægges igen og igen.

Der mangler specialiserede tilbud til unge, når de udskrives fra hospitalet. Det til trods bliver der sparet på social- og psykiatriområdet, hvilket gør det langt dyrere i længden både økonomisk og menneskeligt.

Derfor: Lad os få løftet socialpsykiatrien, så vi ikke taber de unge psykisk sårbare på gulvet. Der er behov for en gentænkning af systemet, en langt højere grad af forebyggelse, et højere specialiseringsniveau og mindre tvang i psykiatrien.

Hvornår begynder politikerne på Christiansborg at se på langsigtede indsatser frem for kortsigtede lappeløsninger? Og hvornår får vi et samfund, hvor unge får hjælp, før de er ved at dø? Jeg venter i spænding.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden