Jeg havde gæster fra Mumbai i sommer. En god ven var i Europa og kom på besøg i København. Mens han var her, ankom hans fætter og dennes kone. De var på bryllupsrejse.
Alle tre arbejder i den indiske filmindustri. Min ven er manuskriptforfatter, hans fætter er en karismatisk wonder-kid af en filminstruktør, og konen er model og skuespillerinde.
Hun var en klassisk indisk skønhed, men overraskede mig ved at være stort set det modsatte af mine veninder fra den indiske overklasse. Hun havde ingen makeup på. Det i sig selv var helt usædvanligt. Hun bar stort set ikke nogen smykker.
Hendes holdning var værdig, selvstændig, men med stor ydmyghed. Hun havde ikke skyggen af den stolthed, sociale bevidsthed og berettigelse, der stråler ud af den indiske overklasse. Og jeg skriver dette med stor kærlighed til den, og de gode venner jeg har i den.
Når jeg møder den chilenskskandinaviske mor fra min datters klasse, flår jeg indforstået hendes skønne baby ud af armene på hende
Anne Sofie Allarp
Først da jeg havde været sammen med hende nogle timer, mens min hjerne havde arbejdet på højtryk for at få indtrykkene til at passe sammen, fortalte hun mig at hun var vokset op i Karlskrona som barn af indiske indvandrere. Og så faldt alle brikker på plads.
Alle de koder og referencer, som man bruger til at navigere, når man taler med en person fra en fremmed kultur, blev resat og geografisk omdirigeret. Hun var bare svensker. Eller en god blanding fortalte hun og hendes mand mig med referencer til forskellige episoder og deres indbyrdes forhold.
Jeg har selv fætre og kusiner i USA og Tyskland, som på trods af deres danske ophav er meget amerikanske og meget tyske. Sådan går det jo. Forældrenes påvirkning rækker kun så langt, når livet leves og udfoldes i en ny kultur. Og selv kortere ophold i udlandet sætter deres præg.
LÆS KRONIK
Når jeg møder den chilenskskandinaviske mor fra min datters klasse, flår jeg indforstået hendes skønne baby ud af armene på hende, selv om det var ved at drive mig til vanvid de seks år, jeg boede i Madrid, når butiksekspedienten eller tjeneren rev min egen baby ud af armene på mig.
Tanken om, at man næsten har pligt til at nyde andres børn (livet er jo kort), har taget rod i mig som så mange andre spanske særheder. Uanset hvor bundkritisk man stiller sig over for den kultur, der omgiver én, ændrer den ens holdninger, vaner, attitude, sprog og tankemønstre. For den omgivende kultur er en marinade, der langsomt, men sikkert trænger igennem huden på én. Det er en uundgåelig proces.
Når indvandrere til Europa rejser hjem på ferie, er det nu en ny type iraner, marokkaner, mexicaner eller pakistaner, med andre moralbegreber, andre vaner, og nye domme over det, de rejste fra. De udstråler noget andet, lyder anderledes, er anderledes.
Derfor er det mærkeligt at høre indvandring præsenteret som en slags nulsumsspil; et fænomen, der permanent placerer noget fremmed blandt os. De, der kommer, vil fordanskes med tiden. Uundgåeligt. Uanset hvem de beder til, hvad de har på, eller hvad hårfarven er.
Der er tale om konkret kulturel ekspansion. Og det er der i denne brydningsfulde tid faktisk perspektiv i.
Men så er det heller ikke ligegyldigt, hvilken danskhed en indvandrer eller flygtning bliver marineret i. Ligesom det ikke er ligegyldigt, hvilken kulturel udvikling vi andre oprindelige danskere marineres i og lader vores børn vokse op i.
LÆS DEBAT
Skriv kommentar