Tegning.Per Marquard Otzen

Tegning.Per Marquard Otzen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Vi gør for lidt for de mest udsatte børn

Sager med børn der mistrives tager for lang tid, og børnenes vilkår skal være meget dårlige, før kommunerne kan eller vil gribe ind.

Debatindlæg

De fleste af mine arbejdsdage er fyldt med glade børn, som lever deres børneliv på godt og ondt. De fleste elever lever det gode børneliv med forudsigelighed og tryghed, men jeg møder også børn, hvis liv er hårdt, og jeg vil gerne hjælpe dem mere, end det egentligt er muligt.

Det kender vi alle nok. Selvom jeg er professionel, rammer det mig, hvis et barn mistrives, hvilket jeg i øvrigt også mener, at det bør gøre.

Jeg foreslår, at alle skoler får en socialrådgiver tilknyttet, så de kan hjælpe de familier, som har brug for det, eller de kan være med at sætte en stopper for et samvær, som skader barnet, samt vejlede lærere og pædagoger, som ser børn i mistrivsel

På et tidspunkt i mit lærerliv mødte jeg Frans, som mine kollegaer og jeg måtte sende på juleferie vel vidende, at hans juleferie ville være utryg. Frans var tidligt skadet, han var bange for sin far, som tog stoffer, og som tidligere havde slået ham. En dag går Frans rundt på skolen.

Han kan ikke koncentrere sig, og han forstyrrer de andre klasser. Jeg forsøger at få ham tilbage til sin klasse, og han råber »Luk røven« efter mig. Andre lærere får spørgsmålet: Skal jeg smadre jer? En lærer, som har stor erfaring med udadreagerende elever kommer til, og Frans råber: Jeg gider fandeme ikke tale med dig.

Min dygtige kollega svarede: Det behøver du heller ikke. Du skal bare lytte. Hun havde en erfaring, som kunne hjælpe i denne situation, men det endte alligevel med, at vi måtte sende ham hjem.

Det undrede - og undrer – os, hvorfor der absolut skulle være samvær med far, men sådan var og er det. Der er pædagoger, kommuner og psykologer, som mener, at børn har behov for at kende deres ophav for eksempel hver anden weekend.

Børn er ikke dumme, og de behøver ikke samvær med en forældre, som ikke magter opgaven hver anden weekend. Det tager kun en eller to weekender før deres liv er ødelagt.

Jeg kan godt forstå, at Frans råbte: Luk røven efter mig. For hvad gjorde jeg?

Hvis et barn skal beskyttes mod et samvær med en forældre, som for eksempel er i et misbrug, slår eller på anden måde er utilregnelig, kræver det utrolig meget fra den anden forældre, og det kan undre mig, når man taler om, at Statsforvaltningen uberettiget fratager den ene forældre samvær.

Jeg mener, at Statsforvaltningen gør rigtig meget for, at forældrenes behov bliver mødt, og de er efterhånden også gode til at se børnenes behov. Der bliver prøvet mange ting af, inden en person mister retten til samvær. Efter min mening alt for meget.

Et samvær ophæves ifølge Statsforvaltningen 7-800 gange om året, og det sker på grund af manglende omsorgsevne ved brug af alkohol og stoffer, overgreb, sygdom, samarbejdschikane mm. At stoppe et samvær kræver en stærk og velfungerende forældre, som skal kæmpe hårdt.

Det skader barnet, hvis det skal have samvær med en person, der ikke magter opgaven. Ville vi voksne være hos en, som var fuld, slog eller på anden måde være utilregnelig? Næppe.

Selvom den stærke forældre kæmper bravt, tager sagsbehandlingen lang tid, og der kan nå at komme mange skår i små hjerter. Hvis en person får frataget retten til samvær, kan pågældende søge igen efter 6 måneder eller 1 år. Pågældende kommer altså til at vade ud og ind af barnets liv, hvilket er mere skadeligt, end hvis man venter til barnet selv er myndigt. Det er min mening.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For at hjælpe børn, som er i knibe, kan jeg lave en underretning og håbe på, at kommunen kan træde til. Kommunerne må ikke informere skolerne om, hvad de gør eller ikke gør. Jeg kan ringe og høre, om de har modtaget min underretning, men jeg har af gode grunde ikke krav på et svar, hvilket er rimeligt nok, da det handler om at beskytte familierne.

I 2015 kom der nye regler. Vi lærere skal politianmelde elever, som slår eller truer os. Det er nok et behov, som er opstået de senere år, men som der har været meget kritik af. Vi lærere kan lave mange underretninger på børn, som ikke er i trivsel, men når sagsbehandlingerne trækker ud på grund af ventetider, sygdom mm, kan vi vurdere på, om en politianmeldelse vil være med til at hjælpe barnet videre til tryghed.

Kommunerne er presset økonomisk, og det er forkert, hvis vi ikke prioriterer at hjælpe de mest udsatte børn. Sagerne tager lang tid, og børnenes vilkår skal være meget dårlige, før kommunerne kan eller vil gribe ind.

Jeg foreslår, at alle skoler får en socialrådgiver tilknyttet, så de kan hjælpe de familier, som har brug for det, eller de kan være med at sætte en stopper for et samvær, som skader barnet, samt vejlede lærere og pædagoger, som ser børn i mistrivsel.

Jeg kan godt forstå, at Frans råbte: Luk røven efter mig. For hvad gjorde jeg? Alt, hvad jeg kunne, men alligevel alt for lidt, og Frans og mange andre børn må stå undrende tilbage. Hvorfor hjælper de mig ikke?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden