Politikens tophistorie sidste fredag handlede om de 18 mia. kr., som staten ser ud til at have tjent på bankpakkerne.Historien lyder, at bankpakkerne har været en succes, og at politikerne og embedsværket sammen med banksektoren handlede hurtigt, dygtigt og ansvarligt, da krisen rasede fra 2008 og frem.
LÆS MERE:
Denne historie er en stærkt forskønnet udgave af virkeligheden.
Fakta er, at:
1) Bankpakke 1 fra starten ikke virkede efter hensigten. På trods af statens ubegrænsede garantier blev danske pengeinstitutters likviditetsadgang ikke forbedret.
2) Bankpakke 2 var uigennemtænkt og blev udformet og vedtaget i al hast. Den blev kaldt en ’kreditpakke’, skønt de officielle tal ikke viste en kreditklemme. Pakken blev reelt Danske Banks redning, men sådan måtte det ikke se ud i offentligheden. Den indeholdt bl.a. uigennemskuelige garantier og statssubsidier til bankerne i form af lave renter på de statslige lån. Heller ikke denne pakke virkede efter hensigten, og den blev efterfølgende ændret på flere punkter.
Staten tog med andre ord en enorm risiko med de store garantier og lån. Men staten tog sig ikke rimeligt betalt for at påtage sig den risiko.
3) De efterfølgende bankpakker har heller ikke altid virket efter hensigten. Eksempelvis måtte man ændre bankpakke 4. Årsagerne er fortsat uklare, men ændringen kom i realiteten til at betyde, at man kunne fusionere de to nødlidende banker Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank med store statslige tilskud i ryggen – i modstrid med det, der var den oprindelige intention bag bankpakke 4.
EU-kommissionen har for nylig iværksat en undersøgelse af dette forhold.
SE OGSÅ:
Tilhængerne af den forskønnede historie henholder sig til det overskud, staten i dag ser ud til at have fået. Men det relevante her er, at staten i 2008 og 2009 stillede så store garantier, at det kunne være endt med en dansk statsbankerot, hvis verdensøkonomien var brudt helt sammen, hvilket var en reel mulighed på det tidspunkt.
Staten tog med andre ord en enorm risiko med de store garantier og lån. Men staten tog sig ikke rimeligt betalt for at påtage sig den risiko. Man gamblede med skatteydernes penge uden at kræve et rimeligt ’risikojusteret’ afkast i betaling. Heldigvis gik verden ikke i sort, men det er i den her sammenhæng en irrelevant bakspejlsbetragtning.
Bankpakkerne og detailreguleringen har desværre ikke ændret på hovedproblemet før som nu: Too big to fail og moral hazard, som giver bankledelser incitament til at tage for meget risiko og til at underkapitalisere deres banker.
Skriv kommentar