Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Hvorfor er det tabu, at det kan være svært at blive mor?

Jeg havde brug for nogen at dele de svære og tunge følelser med, da jeg blev mor.

Debatindlæg

Jeg har læst mig til, at det ikke er spor ualmindeligt at blive ramt af negative følelser, når man står med en nyfødt baby i armene. Faktisk sker det for ret mange nybagte forældre.

Jeg har også læst mig til, at det skulle være ganske sundt at tale åbent om dette.

I de otte måneder, jeg har været mor, har jeg famlet rundt for at finde et rum, hvor jeg kunne dele de svære og tunge følelser, jeg har båret rundt på. I små glimt fandt jeg de rum, men ikke længe ad gangen. For det er åbenbart ikke et emne, vi bryder os om at tale om. Men hvorfor skal det egentlig være så akavet og tabuiseret at tale om, hvor modbydeligt svært og hårdt det kan være at blive mor?

Jeg er på vej ud af en efterfødselsreaktion,som jeg aldrig havde drømt om, at lige netop jeg skulle blive ramt af. Mig, som jo er formstøbt til at være mor med stort M. Men som ganske kort tid efter min datters fødsel måtte erkende, at jeg var fuldstændigt ude at skide. Mine følelser var splittede i atomer, jeg havde angst og frygt og bæven i større eller mindre grad dag ind og dag ud.

Jeg har altid tænkt på mig selv som en ’survivor’, en følelsesladet en af slagsen, ja, men stadigvæk en overlever med ben i næsen og god til at afparere de tæsk, man får i livet. At blive mor har ramt mig som et missil, og jeg har stadig dage, hvor jeg har svært ved at overskue min situation.

Jeg har valgt at være så ærlig omkring min tilstand, som jeg har turde være. Jeg tror på, at det hjælper at komme af med det tunge gods, som hurtigt kommer til at fylde alt for meget, hvis jeg ikke deler det med nogen. Jeg bliver mødt med bekymring og omsorg, men jeg føler mig til stadighed ofte alene med mine tanker. Jeg oplever, at det er et tabu at tale om de negative eller svære følelser, der er fulgt med mit forældreskab.

Jeg havde om nogen brug for et puf, en støttende skulder

Jeg har følt skam og skyld, fordi jeg følelsesmæssigt har svært ved at kapere min nye rolle som mor. Jeg har længtes efter at tale om min situation, men når jeg præsenterer mine tanker, bliver jeg enten mødt med stilhed, forsigtige nik eller med de opmuntrende ord: ’Det er en fase, det går over igen, det bliver nemmere med tiden, det er hårdt at blive mor’. Kendsgerninger, som jeg godt kan støtte op om. Men det er ikke min hensigt at få hjælp til at glatte udfordringerne ud.

Her, hvor jeg står lige nu, er der godt nok meget meget bedre end der, hvor jeg stod for fire måneder siden. Men livet med barn, måske engang børn, vil fortsat være pissehårdt, praktisk som følelsesmæssigt. Måske mere for mig end for andre.

Men lige netop det at gøre det normalt at sige ligeud, at det er skidehårdt at være forælder, og at det er okay ikke at være drømmende forelsket i rollen som mor, og at man måske har brug for hjælp til at finde sig til rette i rollen – dét ville være et skridt fremad. I hvert fald for mig.

Dette skridt kunne meget vel være påbegyndt hos jordemoderen eller sundhedsplejersken. For også her er tiden for knap eller emnet for tungt til at tage op.

Som en del af sundhedsplejens tilbud blev jeg screenet otte uger efter min datters fødsel. 10 spørgsmål ville afgøre min skæbne. Fødselsdepressiv eller ej. Jeg havde allerede selv mistanke om, at noget var galt, så jeg håbede faktisk at få en eller anden form for dom. Mit testresultat lå i den høje ende. Men åbenbart ikke højt nok til, at der blev slået alarm.

Jeg blev ikke informeret om, hvilke tilbud jeg kunne benytte mig af, hvis jeg skulle få brug for det, og jeg blev heller ikke præsenteret for, hvilke signaler jeg selv skulle være opmærksom på.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SE TV

Omkring 10 procent af alle kommende forældre får en fødselsdepression. Chefpsykolog Svend Aage Madsen giver her tre gode råd til at undgå en fødselsdepression. Kilde: politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau

Som sundhedsplejersken forklarede mig, var det jo helt normalt at have følelser, der kunne minde om en depression så kort efter fødslen. Hun har helt sikkert ret, men hvad i al verden kan vi så bruge den screening til?

Jeg havde om nogen brug for et puf, en hjælpende hånd, en støttende skulder. I stedet kom jeg til at føle mig endnu mere forkert, fordi jeg ikke evnede at håndtere de svære følelser, og fordi jeg ikke turde insistere på, at jeg havde det sværere end den gennemsnitlige førstegangsmor.

Jeg er ikke skabt til at være mor. Jeg er ved at lære, hvordan jeg passer mit barn og giver det bedst mulig omsorg, uden at jeg selv går i stykker undervejs. Jeg vælger at dele mine tanker i håb om, at det kan skabe mere åbenhed om, at vi er nogle, der kæmper med at finde et passende sæt følelser til forældreskabet. Det er dejligt at høre om, hvordan andre mødre og fædre nyder deres børn, men jeg synes saftsusemig også, det er befriende og lærerigt at dele nedturene, udfordringerne, opgivenheden og frygten for ikke at slå til – både over for barnet, sig selv, sin partner og resten af ens omgangskreds.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden