Med sagen om Xezal og Leyla Olgun har vi igen hørt om en fortvivlet familie, der leder efter unge familiemedlemmer, som tilsyneladende ubemærket er blevet radikaliseret og har tilsluttet sig IS.
Men er det sket helt ubemærket? Og hvad kunne man have gjort for at forhindre det? Unges radikalisering sker ikke fra dag til dag, derfor må både forældre og sikkerhedsmyndigheder reflektere over sager som denne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
