Artiklerne i Politiken forrige søndag med Peter Øvig Knudsen rejser en række spændende og tvivlsomme påstande om bz-bevægelsen.
Øvig fremhæver, at vi er politisk irrelevante i dag, og at vi ingen kulturel arv har efterladt os – det er rigtigt, at vi foruden Ungdomshusets vilde og mangfoldige kulturliv på Jagtvej har været relativt fattige på varige og vigtige kulturelle bidrag. Især sammenholdt med ungdomsoprøret i 1960’erne, der markant ændrede vores kønsroller, pædagogik, musik, autoriteter osv. Det hænger efter min mening sammen med, at vi var langt færre og ekstremt unge, da vi gik ind i bevægelsen. Jeg vil snarere betegne bz som en transformerstation for ideer, viden og læring, som mange af os har brugt efterfølgende i vores liv. Bz var en fantastisk uddannelse, som lærte os at se innovativt, solidarisk og tværgående på alverdens problemer og udfordringer.
