Debatten om en ny abortlov i Polen er endnu et skræmmende eksempel på, at abortmodstanden i EU vokser. Det er et tilbageslag for ligestillingen i Europa, som vi er nødt til at se på med største alvor.
I Polen har debatten om abortloven raset, efter regeringen fremlagde et lovforslag om, at det fremover kun skal være tilladt at afbryde et svangerskab, hvis kvinden ellers vil dø. Med forslaget er der ingen nåde efter voldtægt eller incest. Ingen barmhjertighed, selvom barnet bliver stærkt handikappet eller misdannet eller vil dø ved fødslen.
Abortlovgivningen i Polen er i forvejen ekstremt restriktiv, men udsigten til et fuldstændigt forbud mod abort fik i denne uge titusinder af polakker til at klæde sig i sort og gå på gaden i protest. Det er forståeligt. Polen er det 6. største land i EU med 38 millioner indbyggere. 18 millioner kvinder ville blive ramt af det nye forbud.
Vi må derfor ikke læne os tilbage og tro, at fordi vi engang vandt retten til egen krop, så er den sikret til evig tid
Heldigvis har protesterne båret frugt, for den polske regering valgte i 11. time ikke at stemme for lovforslaget, der ellers ville betyde, at kvinder og abortlæger ville risikere op til fem års fængsel, hvis der opstod mistanke om, at en abort var fremprovokeret.
I 2011 fastslog FN’s særlige rapportør for sundhed, at det var i modstrid med menneskerettighederne at nægte kvinder abort. Ifølge FN dør 47.000 kvinder på verdensplan som følge af illegale aborter, mens fem millioner slipper med lemlæstelse og hospitalsophold. Men trods disse nedslående tal bliver retten til sikker abort frarøvet flere og flere kvinder.
Langt de fleste af disse kvinder bor i lande langt fra Europa, men som begivenhederne i Polen viser, kan det også ske på tværs af Europa.
Især i lande, hvor den katolske kirke er magtfuld, er debatten støjende og ødelæggende for kvinders rettigheder.
I EU foregår der en systematisk kamp fra abortmodstandere, senest med kampagnen ’One of Us’, der løb gennem Europa i 2014.
Ud over at ’One of Us’ arbejdede for at få EU til at standse udviklingsbistand til ulande, som tillod abort, var kampagnens andet og vigtigste mål at få indskrevet i EU-lovgivningen, at livet begynder ved undfangelsen.
Kampagnen blev en stor succes.
STUDERENDE
Ifølge Lissabontraktaten kan man med en million underskrifter fordelt på minimum syv lande kræve at blive hørt i kommissionen og af Europaparlamentet.
Det lykkedes ’One of Us’ at samle 1.742.156 underskrifter. 19 af de 27 lande, som deltog i kampagnen, fik samlet det minimum ind, som det kræves for at tælle med. Danmark var ikke blandt de 19 lande, men vi var tæt på.
28. maj 2014 tog kommissionen stilling til kampagnens ønsker. Heldigvis gik det ikke så galt, som det kunne have gjort. Men det er ikke den sidste af den slags kampagner, vi har set mod fri abort. Der kommer flere.
Og med den nationalkonservative højredrejning i Europa, som vi er vidne til i disse år, vil fremtidige kampagner af denne art risikere at få langt større gennemslagskraft og dermed udgøre en reel fare for at miste den grundlæggende menneskerettighed, som fri abort er.
De restriktive abortlovgivninger breder sig langsomt, men sikkert. Spanien, Portugal, Irland, Malta, Ungarn og Polen er blot nogle af de lande, hvor kvinders ret til egen krop enten er truet eller allerede ikkeeksisterende.
På Malta er forbuddet mod abort indiskutabelt, selv når kvindens liv afhænger af det. Illegale aborter straffes med fængsel i op til tre år. I Irland er der ligeledes et totalt forbud mod abort, dog med undtagelse af, hvis kvindens liv er i fare.
På trods af at det er over 40 år siden, at danske kvinder lå på samme kolde køkkenborde, ser vi stadig abortmodstanden blomstre op herhjemme
Skriv kommentar