Afventende. Diana fik sin sag genoptaget i august. Nu får hun en sidste chance, når hendes sag genbehandles i Flygtningenævnet i starten af næste uge. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Afventende. Diana fik sin sag genoptaget i august. Nu får hun en sidste chance, når hendes sag genbehandles i Flygtningenævnet i starten af næste uge. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg vil ikke skjule den, jeg er

Jeg troede, jeg kunne blive beskyttet i Danmark, men jeg fik afslag på asyl. Myndighederne tror ikke på, jeg er lesbisk.

Debatindlæg

Jeg er født af en middelklassefamilie i Uganda. Mine forældre er respekteret i lokalsamfundet. Jeg havde et godt liv til at begynde med.

Men det tog en slem drejning, da min familie og hele lokalsamfundet fandt ud af, at jeg er lesbisk. For den type opførsel er ikke accepteret i Uganda.

Da jeg voksede op, gik jeg på en kostskole. Her beundrede jeg på afstand andre piger, som jeg havde et ønske om at komme til at lære at kende. Men nogle af dem kunne ikke lide den måde, jeg var på.

En enkelt gang var følelserne gengældt. En pige fra min skole blev forelsket i mig, så vi fortsatte med at se hinanden frem til de store klasser. Efter det forlod hun skolen.

LÆS ARTIKEL

Jeg var heldig at møde en anden, vi blev venner, og hen ad vejen indledte vi et forhold.

Problemerne begyndte, da min far opdagede os, en dag min kæreste besøgte mig hjemme. Fra da af var mit liv aldrig det samme. Min familie begyndte at chikanere mig, og de slog alle hånden af mig.

De betragtede mig aldrig som en normal person. Min familie ville ikke længere lade mig gå i skole, fordi jeg er lesbisk. Min far sagde til mig, at han ikke ville spilde sine penge på så dumt et barn som mig.

Vi er en kristen familie, og mine forældre var så frastødte over min seksualitet, at de begyndte at mishandle mig. Jeg blev ikke længere betragtet som et medlem af vores klan og begyndte at føle mig ensom og ekskluderet.

De sagde til mig, at jeg bragte skam over familien og brød med alle kulturelle og religiøse normer. Selv da jeg blev voldtaget, ville min familie ikke reagere, som alle andre forældre ville have reageret på noget sådant.

Den mand, der voldtog mig, sagde til mig, at jeg ikke måtte elske kvinder, når jeg selv er en kvinde.

Jeg har endda været i fængsel her i Danmark, fordi myndighederne ville deportere mig til Uganda. Alt sammen på grund af, at jeg er den, jeg er. Det kan jeg stadig ikke helt fatte

Han skulle lære mig at være sammen med mænd, sagde han.

Folk i lokalsamfundet bad ofte mine forældre om at sende mig væk. De var bange for, at min seksuelle orientering ville smitte deres små børn, eller at jeg ville gøre børnene noget.

Som lesbisk i Uganda er dit liv altid på spil. Der lurer en dobbelt trussel, dels fra din familie, dels fra det omkringliggende samfund. Og hvis politiet bliver involveret, risikerer du flere års fængsel.

Jeg flygtede til Danmark. Her så jeg en dag to kvinder kysse hinanden på gaden. Jeg stirrede på dem, bange på deres vegne. Min første tanke var, at folk omkring dem ville angribe dem, og at politiet ville komme og anholde dem.

Jeg følte mig meget alene. Jeg boede på et asylcenter på Fyn og var meget nedtrykt. En dag hørte jeg om en gruppe i København, der hedder LGBT Asylum. Jeg ringede til dem og fortalte dem om mig selv.

Gruppen har hjulpet mig meget. Vi har møder hver måned, hvor vi samles og snakker om vores problemer. Jeg har mødt vidunderlige mennesker her, som er blevet min nye familie.

I dag er jeg stolt af at være den, jeg er.

Men inden jeg blev en del af gruppen, var jeg ikke en stærk person. Og selv her i Danmark blev mit liv næsten ubærligt. Jeg kom hertil og troede, at jeg kunne blive reddet og beskyttet, men jeg fik afslag på asyl.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Myndighederne siger, at de ikke tror på mig. Under de samtaler, vi asylansøgere bliver indkaldt til i Udlændingestyrelsen, stiller de en masse spørgsmål.

Til flere samtaler skulle jeg fortælle en masse private detaljer, og jeg blev udspurgt i mange timer.

»Hvordan kysser I? Hvordan holder du om din kæreste?«.

Hvis jeg ikke besvarede disse meget personlige spørgsmål, troede de, at jeg løj eller skjulte noget. Men jeg kunne ikke svare på disse spørgsmål, for det er ting, jeg aldrig har sagt til nogen før.

Jeg har altid været nødt til at holde det helt for mig selv.

Den mand, der voldtog mig, sagde til mig, at jeg ikke måtte elske kvinder, når jeg selv er en kvinde. Han skulle lære mig at være sammen med mænd, sagde han

De tror, at jeg lyver for at få asyl, og at jeg i virkeligheden ikke er lesbisk. Det gør mig ked af det. Det føles som tortur – at når jeg endelig tør vise, hvem jeg er, afviser myndighederne og tror ikke på mig, fordi der er spørgsmål, jeg ikke kunne besvare under samtalerne.

Jeg skulle sidde til de samtaler og fortælle hele min livshistorie. Men noget af det er så smertefuldt for mig, at jeg ikke kunne.

Jeg har endda været i fængsel her i Danmark, fordi myndighederne ville deportere mig til Uganda. Alt sammen på grund af, at jeg er den, jeg er. Det kan jeg stadig ikke helt fatte.

I fængslet var mit hoved ved at eksplodere af tanker. Jeg tænkte på, hvad der vil ske, hvis jeg kommer tilbage til mit land. Måske vil jeg blive fængslet eller dræbt eller tortureret. Og jeg vil ikke have en eneste i Uganda, jeg kan tale med, eller noget sted at tage hen.

Man kan ikke bare flytte rundt i Uganda, for man skal have et dokument med sig fra formanden for sit lokalområde. Der står, hvem man er som person. Alle kender dig, det er ikke som i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kender vores naboer, og de spørger, hvem du er. Følger med i, hvad du foretager dig. Man kan ikke gemme sig nogen steder.

Samtidig vil jeg aldrig kunne skjule, hvem jeg er. Jeg kan ikke forandre mig, og jeg er STOLT over at være den, jeg er.

Jeg er lesbisk, så hvis jeg bliver sendt hjem, vil mit liv stadig være i fare, præcis som før. Jeg kan ikke lave om på mig selv.

Og jeg kan aldrig gå tilbage og være tvunget til at skjule mig resten af mit liv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce