Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Hvem tror for alvor på, at kærlighed kan udtrykkes gennem indpakkede forbrugsgoder?

Julen handler ikke om at sikre arbejdspladser i detailhandlen, men om at samles med dem, vi elsker, og række ud efter dem, der sidder alene.

Debatindlæg

Det er jul.

En fest, der tager sin begyndelse i september, når de første reklamer for julefrokostbuffeter dukker op, intensiveres omkring midten af oktober, når pebernødder og marcipan holder deres indtog på supermarkedets hylder, for så at eksplodere fra midten af november i et hav af forbrug, traditioner og reklamer.

Julen er så mange ting.

Hyggeligt samvær med familie og venner. Arrangementer i skoler, børnehaver, på arbejdspladsen, i fodboldklubben og kirken med dårlig gløgg, tyndt saftevand og lunkne æbleskiver.

Besøg på julemarkeder, hvor højtidens traditionelle fødevarer og strikkede nisser bringes hjem til overpriser.

Der er de årlige forudsigelser fra detailhandlen om julehandlens størrelse.

En form for pervers konkurrence med os selv om, hvorvidt vi kan overgå sidste års hysteriske overforbrug.

Og så bekymrede debatindlæg om, at vi har mistet sigtet med julen og forvandlet højtiden til alt det, som den ikke er.

Kristeligt set er julen en taksigelse for, at Gud har opgivet at vente på os og i stedet taget sagen i egne hænder.

Det kan dog være svært at få øje på, når man står med glødende dankort og oppustet vom og igen i år har brugt for mange penge på gaver og mad.

Er der ikke meget juleevangelium over forædte danskere og bjergene af pakker under juletræet, er der til gengæld noget at komme efter hos en af Jesusbarnets mere nidkære fortalere: Paulus.

Som en af de første missionærer grundlagde han menigheder og havde efterfølgende travlt med at skrive breve til dem for at gøre opmærksom på, hvor de havde misforstået ham.

Vores hyperforbrugssamfund, der kun kan hænge sammen, hvis vi fortsætter med at opbruge planetens ressourcer med større og større hast, holder ikke

I Romerbrevet (7:15) synes han at indfange julen anno 2016 meget præcist med ordene: »Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg«.

Vi ved det godt.

Vores hyperforbrugssamfund, der kun kan hænge sammen, hvis vi fortsætter med at opbruge planetens ressourcer med større og større hast, holder ikke.

Vi bor på en kugle, så der er begrænsede mængder af dem, og vores brug af dem skader naturen, forandrer klimaet og undergraver vores eget livsgrundlag.

Bare de enorme mængder af flæsk kommer med en pris i form af naturforarmelse, elendig dyrevelfærd, forurening af jord, vand og luft og sundhedsproblemer for os selv i form af alt fra hjerte-kar-sygdomme til antibiotikaresistens.

Vi ved det godt.

Julen burde være hjerternes fest. Der, hvor vi samles med dem, som vi kender og elsker, og rækker ud efter dem, der ikke føler sig elsket og sidder alene.

En tid hvor man kan finde tilbage til det, som betyder noget i et liv, der ofte bliver så hektisk, at man faktisk begynder at tro på, at den eneste vej frem er vækst, vækst, vækst.

En pause, hvor vi sammen kan genfinde fokus, have tid til at takke for alt det, vi ganske ufortjent har fået, og dele det med dem, som ikke har været så heldige.

Vi ved det godt.

Der er en afstand mellem det, vi siger, og det, vi gør.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nogle gange skyldes afstanden, at vi har lyst til det ene, men føler os forpligtet til det andet.

Måske er afstanden endda bestemt af, at vi i virkeligheden vil det ene, men i de andres øjne gerne vil fremstå som den, der vil det andet.

Hvem tror, at den gode samtale kommer bedst i stand over rester af sild og kødpålæg og med en solid promille, og at samvær handler om at skabe de perfekte rammer med den helt rigtige udsmykning?

I juletiden virker det dog, som om vi mere er endt som Paulus: Vi vil gerne det gode, men ender med at gøre det, som vi egentlig ikke vil.

For hvem tror for alvor på, at kærlighed kan udtrykkes gennem indpakkede forbrugsgoder designet til at blive brugt et par år og så udskiftet med nye?

Hvem tror, at de ting, som fylder vort hjem og kort efter genbrugsstationer og containere, er nødvendige for at få sagt til de andre, at vi ikke vil være dem foruden?

Hvem tror, at den gode samtale kommer bedst i stand over rester af sild og kødpålæg og med en solid promille, og at samvær handler om at skabe de perfekte rammer med den helt rigtige udsmykning?

Helt absurd bliver det, når vi står let fortvivlede midt i julemylderet og mangler gaven til manden, der har alt.

For hvad skal man dog give ham? En mulighed kunne jo være ingenting.

Har du et desperat behov for at bruge dine penge alligevel, så giv dem til en af de mange, der ikke har nogen, og lad ham, der har alt, slippe for at få noget, som han ikke kan bruge.

Julen handler ikke om at sikre arbejdspladser i detailhandlen.

Hele ideen om, at vi gennem forbrug kan redde økonomien og sikre fortsat vækst, er på sigt en lige så uholdbar strategi som at tisse i bukserne for at holde varmen.

Julens budskab er, at vi skylder alting væk. At den eneste måde at komme gennem livet på er ved de andres hjælp.

Og alligevel er det netop her, vi i en kollektiv rus giver slip på al fornuft og medmenneskelighed og med indædt fanatisme søger overforbrugets destruktion af os selv og planeten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Afstanden mellem det, vi vil, og det, vi gør, slipper vi aldrig for.

Men måske vi kunne tage fat i hinanden og anvende højtiden til at blive lidt bedre i stedet for som en anledning til at gøre det hele værre.

Og manden, der har alt? Giv ham en krammer, og sig glædelig jul.

Det varmer også.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden