Det er søndag aften, og jeg sidder på køkkengulvet og græder.
Jeg ikke bare græder, jeg hulker min frustration og dårlige samvittighed ud. Min søn på 1,5 år har fået feber igen, han har kun været rask et par dage. Min anden søn på 3,5 år har også været syg i den forgangne uge. Jeg har haft barnets første sygedag, og min mand har haft barnets anden sygedag, jeg har brugt en planlagt feriedag på sygdomspasning, og så har farfar (som ved en slags held i uheld er arbejdsløs for tiden) været på banen som tilkaldepasser i to dage.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
