Når børn mest passes af mor og kvindeligt personale i daginstitutionerne, bliver de snydt for kendskab til og en hverdag med mænd, og mange børn har derfor ikke et tæt forhold til mænd.
Det skyldes, at mange børn bor alene med moderen eller mest hos moderen, og i daginstitutioner for småbørn er andelen af mænd i personalet ifølge BUPL nede på 4-8 procent.
Det er synd for børnene, og det sætter mænd bagud, at de ikke har høstet erfaring fra for eksempel ungdomsarbejde i daginstitutionerne, ligesom mange kvinder har, når de selv får børn.
Rapport: Drømmer du om ligestilling? Så bor du i det forkerte landTilmed mistænkes mænd for pædofile tendenser, og der er daginstitutioner, som har regler for, at mænd ikke må skifte ble på vuggestuebørn uden at være under opsyn af andre voksne (kvinder). Dermed afskrækker samfundet mænd fra at søge job i børneinstitutioner og at blive uddannet som pædagoger.
Det er simpelthen ikke rimeligt over for mændene, og det forstærker det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor over halvdelen af kvinderne er ansat i den offentlige sektor, især i den kommunale sektor, hvor de passer børn, underviser, gør rent og yder omsorg for ældre, mens under 20 procent af mændene er ansat i den offentlige sektor, hvor de i øvrigt dominerer i de høje lønrammer beskæftiget med at flytte papirer.
Mit forslag går ud på at indføre en kvote for mænd til uddannelse af pædagoger og til ansættelse i daginstitutionerne for børn under skolealderen.
I løbet af for eksempel 10 år skal antallet af mænd, der passer småbørn, op på for eksempel minimum 40 procent. Det forudsætter, at Folketinget vedtager sådan en lov, som både er et kraftigt signal til befolkningen om, at mænd er såvel egnede som ønskede til pasning af børn, og et påbud til uddannelsesinstitutionerne og kommunerne om at sørge for et stigende optag og ansættelse af mænd.
Det er muligt, at det ikke er tilstrækkeligt til, at mænd faktisk vil søge arbejde med småbørn, og derfor kan det blive nødvendigt at diskriminere midlertidigt, f.eks. ved at give daginstitutioner et statstilskud ved ansættelse af mænd efter samme model som Aalborg Universitet brugte, da man ønskede flere kvindelige professorer.
Et statstilskud kan give daginstitutionerne et incitament til at ansætte flere mænd, fordi personalenormeringen per barn øges. Eller et statstilskud kan bruges til at tilbyde mænd højere løn.
Det er ganske vist ikke lovligt at udbetale højere løn til mænd end til kvinder for det samme arbejde, men der kan nok laves en midlertidig dispensation, eller man kan hæve lønnen til både mænd og kvinder ansat i daginstitutioner.
I dag får kvinder i gennemsnit lavere løn end mænd, uden at dette betegnes som brud på ligelønsloven. Selv om kvinder og mænd har uddannelse af samme længde, får mænd mere. Dette skyldes især, at kvinder fortrinsvis arbejder i den offentlige sektor, mens mænd næsten udelukkende arbejder i den private sektor.
Det er rent hykleri, når politikere siger, at de ønsker ligeløn, for de kan selv hæve lønnen i de offentligt ansattes overenskomster. Det er nemlig politikere, der er arbejdsgiverparten på det offentlige arbejdsmarked, mens lønnen på det private arbejdsmarked fastsættes af udbud og efterspørgsel.
Hvis kvinder er dygtige, skal de nok få stillingerneErgo hvis politikere fulgte lønniveauet på det private marked, ville det indsnævre løngabet mellem kønnene og givetvis tiltrække flere unge mænd til de såkaldte kvindefag.
I 1980’erne talte man om at få kvinder ind i mandefag. Mange af os kvinder gik i kønsløse overalls ligesom mændene, og kampagner opmuntrede os til at blive murere, tømrere, malere, køre bus og så videre.
Vi blev også fodret med ambitioner om høj uddannelse, og det blev moderne med jakker med skulderpuder, så vi lignede kontormænd.
Der blev snakket om, at samfundet gik glip af en stor talentmasse ved at udelukke kvinder fra direktørgangene. Sideløbende har man sagt, at rigtige mænd tager barselsorlov. Men det virker ikke rigtigt.
Derfor må tiden være kommet til, at mænd kommer ind i daginstitutionerne. Ikke kun for deres egen skyld, men for børnenes skyld, og fordi normerne for køn dannes i barndommen.
Hvis vi ønsker mere alsidig opdragelse, mere erfarne mænd og fædre samt bedre arbejdspladser, skal mændene hjælpes ind i daginstitutionerne via kvoter og økonomiske incitamenter – i hvert fald i en overgangsperiode – indtil mænd og kvinder ikke længere er begrænset af normer for køn, der har deres oprindelse i familielivet for over 50 år siden.
fortsæt med at læse
