I Københavns Kommune bliver børnefamilierne presset til at vælge en familiemodel med to udearbejdende forældre og en tidspresset hverdag.
Det skyldes, at Københavns Kommune tilhører den halvdel af de danske kommuner, hvor du ikke kan bruge en del af det tilskud, der tildeles en institutionsplads, til at passe dit barn i eget hjem.
En stor del af det danske velfærdssamfund handler om at fordele penge mellem forskellige perioder i folks liv.
Som børnefamilie modtager man støtte fra samfundet, som man — før man får børn, og når børnene er fløjet fra reden — betaler tilbage igen gennem verdens højeste personskatter.
Men hvis en familie vælger at lade den ene part blive hjemme for at passe børnene, mens de er helt små, får familien ikke del i hjælpen i Københavns Kommune.
Det kan i princippet være rimeligt nok, men så er det til gengæld urimeligt, at familien — før og efter de har børn med pasningsbehov — er med til at betale for en børnepasning, som familien ikke har brugt.
Når velfærdssamfundet tager penge fra en person i en periode af hans eller hendes liv, for så at give pengene til den samme person i en anden periode af livet, kan der være en vis logik i det, i og med at personen ellers kan have svært at finansiere uddannelsen og familiestiftelsen.
Men det er urimeligt og forkert, at kommunen indirekte bruger systemet til at styre, hvilke familieformer københavnerne skal leve i.
Derfor er det eneste rimelige, at børnefamilierne får fuld valgfrihed over, hvordan de vil anvende pasningsstøtten fra kommunen. Også til at passe egne børn i eget hjem.
fortsæt med at læse
