Lektor om højrøstet litteraturdebat: Begge fløje søger at iscenesætte sig selv som de mobbede og ekskluderede

Så er der nok en gang røre i det litterære bassin. Nu udløst af forfatteren Christina Hagen, der i forbindelse med lanceringen af sin nye bog ’Jungle’ gav Informations læsere kam til deres halvlange hår med udtalelser som: »jeg er overfladisk og infantil«, »jeg har racistiske tanker«, og »jeg foretrækker mænd med store pikke«.

»Røv«, lød det kort og kontant fra forfatterkollegaen Asta Olivia Nordenhof.

Efterfølgende har flere medier taget bolden op. DR 2 havde 17. april indkaldt forfatteren Merete Pryds Helle, journalisten Søren K. Villemoes og litteraturdebattøren Mette Høeg til en rundbordssamtale i Deadline om sagen.

Og to dage efter kunne Berlingske trykke en større artikel, der dels samlede op på debatten, dels gav den yderligere schwung gennem interviews med litteraturforskeren Stefan Kjerkegaard og anmelderen og digteren Lars Bukdahl.

Som det fremstilles i disse medier, står krigen mellem de venstreorienterede, såkaldt ’politisk korrekte’, og de højreorienterede, såkaldt ’politisk ukorrekte’ forfattere. En diagnose, det i øvrigt ikke er første gang, samtidslitteraturen bliver udsat for.

Den har vel nærmest været oppe at vende on and off et par gange om året siden midten af 1990’erne. Selv har jeg da heller ikke tal på, hvor tit jeg inden for de sidste ti år er blevet ringet op af journalister og stillet det samme spørgsmål: »Er forfatterne blevet mere venstreorienterede?«.

Jeg tror, sagt i al korthed, at denne ’diagnose’ er skrupforkert i netop den verserende polemik. For mig at se går frontlinjen nemlig et andet sted. Lars Bukdahl, med hvem jeg ofte har haft mediebataljer, har i det ovennævnte Berlingske-interview denne gang virkelig fat i noget.

Han påpeger således, at nutidens debat minder ikke så lidt om den, der foregik ved overgangen mellem 1970’erne og 80’erne, og han nævner som eksempel det berømte tv-program ’Bazar’fra 1984, hvor Michael Strunge slog sit navn fast ved at kalde den lidt ældre forfatterkollega Lola Baidels digte for »fiduspoesi«.

Bukdahl tilføjer – i tråd med Strunge – at han er »allergisk over for alt, der lugter af den politisk korrekte 1970’er-poesi, som han selv voksede op i skyggen af«. Og at det i det hele taget er »en forfærdelig idé, at kunst, som ikke kan aflæses entydigt, men som i stedet bruger sin kraft på at gå nogle mørke steder hen, bliver erklæret problematisk«. Det er »enormt begrænsende«, som han udtrykker det.

Det, synes jeg, er rigtigt set. Bortset fra, at Bukdahl misser én væsentlig pointe: at der er tale om præcis den samme firkantethed hos de venstre- og de højredrejede. Så meget, der end skiller dem ad, når det gælder Trump, når det gælder kvindespørgsmålet, når det gælder klimakrisen og andet politisk sprængstof, så er de dog såre enige om noget.

Det handler altid – altid – om ’lille bitte mig’ over for det ’store onde system’. Det er den tankefigur, der går igen til hudløshed og til bevidstløshed på begge fløje.

Begge fløje søger med andre ord i enhver sammenhæng at iscenesætte sig selv som de mobbede, de ekskluderede. Eller som nogle, der repræsenterer og ’solidariserer’ sig med de mobbede og ekskluderede.

I forlængelse heraf drømmer de en fælles drøm om en verden, et liv, et fællesskab langt uden for systemernes og institutionernes og ’magtelitens’ klamme greb. Hvordan det nærmere bestemt ser ud, dette strukturløse og uformaliserede liv og fællesskab, får vi dog aldrig rigtig at vide.

Under alle omstændigheder er det ikke længere Frank Jægers ’O at være en Høne’, der udgør omkvædet for deres fælles alsang, men snarere det mere patetiske ’O at være en ekskluderet’. Sammenbrudsromantik kaldte jeg det i en diskussion for nylig med litteraten Tue Andersen Nexø.

Det er, så vidt jeg kan gennemskue, den drøm – om vi så skal kalde det et mareridt eller en våddrøm – der hersker på både højre og venstre side af det politiske spektrum. Hvis vi når langt nok ud. Helt derud, hvor ingen længere kan kende forskel på egentlige ofre og bare regulære svindlere og plattenslagere (hvis man nu skal være lidt bombastisk).

Nøjagtig den samme sammenbrudsromantik var netop på færde i 1970’erne, både på den ekstreme højrefløj og på den ekstreme venstrefløj. Her drømte såvel Fremskridtspartiet som Venstresocialisterne den samme drøm om, at »hele møget måtte bryde sammen«, så noget spritnyt kunne opstå.

Men hvis det ikke er det, altså partifarven, der udgør den reelle skillelinje i debatten, hvad er det så? For et eller andet har jo tydeligvis sat sindene i kog og bassinet i bølgegang.

Efter min opfattelse er det, der er på færde, en mere dybtgående konflikt mellem en kollektivistisk, særinteresseorienteret og en individualistisk, almenmenneskeligt orienteret digtning.

Som Stefan Kjerkegaard også antyder, når han siger, at der på den ene side befinder sig nogle forfattere, som »mener, at litteratur skal have frihed til at være dobbeltmoralsk, uigennemskuelig, måske ligefrem grim, racistisk eller hyklerisk, så længe det er god litteratur«.

Og på den anden side står »nogle, der mener, at alt alligevel er politisk, og at vi lige så godt kan stå ved det – ikke mindst i digtningen«. Til denne sidste gruppe hører – ikke overraskende – Asta Oliva Nordenhof. Skillelinjen går altså ikke mellem de venstreorienterede og de højreorienterede, men mellem de politiske og de eksistentielle forfattere – og litterater.

Det er faktisk dét, Christina Hagen først og fremmest prøver at sige. Hun erklærer netop ikke, at hun er racist og stemmer på DF og vil skrive DF- eller Trump-hyldende litteratur.

Hun siger, at hun ikke i sin bog vil tage stilling til disse politiske spørgsmål, men i stedet vil forsøge at kortlægge »det menneskelige rod«, som jeg selv har kaldt det i min bog ’Rilkes engle’, der netop handler om eksistentialismen i går, i dag og i morgen.

Og når Asta Olivia Nordenhof – efter at have kaldt Hagen for røv – kræver, at hun »tager entydigt parti«, har hun i og for sig eklatant misforstået, hvad det er, det går ud på.

For det, Christina Hagen, sådan som jeg forstår hende, vil, er at sprænge eller transcendere hele det politiske paradigme, som har været dagsordensættende i litteraturen i efterhånden 20 år. Så noget andet kan få plads.

Her bliver parallellen til startfirserne endnu tydeligere. I erindringsartiklen ’Farvel til det blå rum’ (som er og bliver den bedste indgang til forståelsen af, hvad der fandt sted i perioden) skriver Søren Ulrik Thomsen: »Halvfjerdsernes venstrefløj stigmatiserede sig selv, ikke fordi den var politisk, men fordi den ikke var det; frem for noget var den en megaloman og voldsomt populariseret metafysik, der bildte sig ind at kunne tolke, ikke bare det politiske, men alle tilværelsens niveauer«.

Og han fortsætter: »Vi, der stod over for på en eller anden måde at skulle blive voksne, søgte efter livstydninger og umiddelbare identifikationspunkter, vi ikke kunne finde i denne kultur, der havde gennemskuet alt, men intet tolket. Foran sig havde den skubbet et ufortolket rum, som det blev vores opgave at gennemleve og fravriste betydninger, og det er dette, jeg kalder Det blå Rum«.

Det er, for mig at se, noget af det samme, vi finder hos Hagen. En trang til at tage det ufortolkede eksistensrum, som 00’ernes og 10’ernes litteratur i dens metafysiske politiseringsiver har skubbet foran sig, op til ucensureret genfortolkning.

Og det er der i øvrigt også andre samtidsforfattere, der synes at ville. Signe Gjessing f.eks. For nu blot at nævne en enkelt anden yngre forfatter, som ved første øjekast er meget forskellig fra Hagen, men som alligevel lader til at være fælles med hende om dette forsøg på at »genåbne det blå rum«. Måske er der faktisk et nyt vagtskifte på vej i litteraturen?

Spørgsmålet er da, om den nyeksistentielle litteratur, som vi kan kalde den, er helt og aldeles upolitisk og ligeglad med »verden omkring sig«, sådan som den yngre forfatter Peter-Clement Woetmann kraftigt har antydet.

Ikke nødvendigvis. Løfter vi blikket et øjeblik fra den snævre samtidshorisont og dens – nok så presserende! – politiske udfordringer, kan det således siges at have endog særdeles storpolitisk betydning at insistere på kunsten som et andet rum end politikkens.

Det hører med til selve grundlaget for det moderne samfund, at de forskellige samfundsområder er skilt ud fra hinanden og får lov at eksistere i deres egen ret uden at skulle indordnes under hinanden. Politik og videnskab skal ikke underlægges religion; kunst skal ikke underlægges hverken politik, videnskab eller religion osv.

Så altså: den eksistentielle kunst er ikke mere apolitisk eller ligeglad med verden end den erklæret politiske, sammenbrudsromantiske. Det er bare en anden politisk agenda, som også er optaget af nogle større politiske linjer end de dagsaktuelle.

Fremmest går disse linjer ud på at bevare og videreudvikle det moderne samfund, som blev grundlagt i Europa i oplysningstiden. Hvor staten netop tænktes at skulle udgøre en neutral ramme om de forskellige livsområders frie, autonome virksomhed, herunder kunstens.

I den forstand synes de nyeksistentialistiske forfattere snarere end at besynge totalsammenbruddet – eller endog forsøge at fremprovokere det – at sige ligesom Inger Christensen: »Min lidenskab: at gå videre«. Hvem ved: måske for at forhindre, at vi havner i en ny middelalder?