For et par uger siden sad jeg en mandag aften på en bodega med min gode ven Emil og drak øl. Som så mange gange før fik jeg drejet samtalen hen på feminisme, fordi Emil nægter at kalde sig selv feminist, og jeg altid prøver at omvende ham.
Det pudsige er, at Emil er en af de mest feministiske mænd, jeg kender. Vi snakker tit om patriarkalske samfundsstrukturer, som er skadende for både mænd og kvinder, om hvordan drenge og piger bliver opdraget forskelligt på grund af deres køn, og om hvordan det kan være sværere for mænd at tale om følelser, fordi de lærer fra barnsben, at det er noget, kvinder gør. Selv om Emils gøren og laden er feministisk, så fnyser han hånligt og ryster på hovedet, når jeg kalder ham feminist.
Jeg hører tit både søde og intelligente mænd og kvinder sige, at de ikke er feminister. I mine ører lyder det fuldstændig vanvittigt, da jeg mener, at du er et råddent menneske, hvis du ikke er feminist. Det viser sig da også, at langt de fleste af dem rent faktisk er feminister, men de vil bare ikke have det mærkat på sig, fordi de, ligesom min ven Emil, forbinder det med noget negativt.
Den første misforståelse går ud på, at feminisme er en form for mandehadende kult, som kun har til formål at udslette alle hankønsvæsener
I min optik er der to hovedgrunde til, at nogle mennesker mener, at feminisme ikke er for dem. Begge grunde er baseret på en misforståelse af, hvad feminisme egentlig er.
Den første misforståelse går ud på, at feminisme er en form for mandehadende kult, som kun har til formål at udslette alle hankønsvæsener ved at udsætte dem for aggressiv friblødning og ubarberede armhuler.
Folk i denne kategori er oftest hvide, midaldrende mænd eller kvindelige debattører på borgerlige aviser, som har fået tiltusket sig for meget magt eller taletid, som de godt selv ved, at de ikke administrerer særlig godt.
Nu ryster mændene i bukserne ved tanken om, at en kompetent kvinde måske skulle komme snigende og erobre deres magt eller taletid fra dem. De går derfor i forsvarsposition og begynder at smide om sig med ord som ’femi-nazi’, ’militant’, ’ekstrem-feminisme’ og ’beton-lebbe’. Disse mænd er dem, jeg vil kalde the good old sexists.
Den anden misforståelse fortæller os, at feminisme kun er for de perfekte og hellige, for dem der aldrig har en forkert tanke om et andet menneske, for dem der altid er politisk korrekte, for dem der er fuldkommen fordomsfri, for dem der kender alle de feministiske termer, og som - uden forberedelse - kan give en times forelæsning om Foucaults indflydelse på Judith Butler og udviklingen af Queer Teori.
Jeg kan godt forstå, at folk tager afstand fra feminisme, hvis dette er deres opfattelse. Det kan virke som et minefelt, når man prøver at gå en tur i feminismens have, hvor der er fyldt med termer, teser, teorier og bølger, som man skal have styr på for ikke at træde nogen over tæerne.
Jeg har selv haft kønsstudier på universitetet, og jeg skrev om repræsentationen af lesbiske i medier i mit speciale, hvor min hovedteori var Queer Teori. Og selv jeg kan godt blive en smule forvirret en gang i mellem, når det kommer til feminismens mange forgreninger.
Jeg er heller ikke altid ’en god feminist’. F.eks. så ville jeg ikke have noget imod at gifte mig til penge, fordi jeg er ret materialistisk og en anelse doven. Bevares, jeg ville aldrig gifte mig med en kun for pengenes skyld. Der skal være forelskelse, kærlighed og alt det der gejl. Ikke desto mindre så ville det ikke genere mig at være en holdt kvinde.
Skriv kommentar