Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Pablo Martinez Monsivais/AP
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Sprogofficer: Hvad siger Trumps favoritbøger om ham?

Det er fristende at sammenholde USA’s præsidenter med deres yndlingsværker i et historisk perspektiv. Vi skal tage os i agt for, at Trump ikke ender som Don Quijote.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg havde egentlig forsvoret, at jeg nogensinde ville skrive om Donald Trump. Det er der andre, der har gjort i overmål. Men efter at være faldet over en liste med de bøger, han enten anbefaler eller påstår at have læst, måtte jeg selv til tasterne.

Angiveligt er Biblen hans favoritbog skarpt forfulgt af hans egen ’The Art of the Deal’. Selv om der i vore dage er en større forståelse for religiøsitet og troende mennesker i ’Guds eget land’ end i størstedelen af Europa, er det alligevel et specielt valg for en præsident. At han så har sin egen bog som nummer to vidner nok om, at ingen af Sandemoses ti paragraffer fra janteloven, som vi blev introduceret for i ’En flygtning krydser sit spor’, hæmmer ham synderligt.

Selvfølgelig er der lister over alle amerikanske præsidenters yndlingsbøger. Og det er fristende at sammenholde bøgerne og præsidenterne i et historisk perspektiv. Kennedys yndlingsbog var Ian Flemmings ’From Russia with Love’, mens Reagans var Tom Clancys ’The Hunt for Red October’. To koldkrigsromaner til to koldkrigspræsidenter. Lincoln foretrak Shakespears samlede værker, mens Bush Senior og Nixon begge havde en forkærlighed for Tolstoj. I enkelte tilfælde er det identifikationen med karakterer i litteraturen, der er udslagsgivende. Eksempelvis var den forældreløse Herbert Hoovers yndlingsbog Dickens ’David Copperfield’.

Trump slås med imaginære drager i form af vindmøller, når han bevæbnet med sin twitter-lanse tager til genmæle mod alt mellem himmel og jord

Hvordan Donald Trump vil blive dømt af historien, ved vi af gode grunde ikke endnu.

Men han forbryder sig allerede kraftigt mod et af de væsentligste råd, der gives i en af de få klassikere, han oven i købet selv anbefaler. Nemlig Machiavellis ’Fyrsten’. Dens grundlæggende princip om, at politik og moral ofte er uforlignelige størrelser, synes ikke at ligge Donald Trump fjernt. Men Machiavelli råder sin fyrste, Lorenzo de Medici, til at omgive sig med rådgivere, der ikke taler fyrsten efter munden, men som er uafhængige af ham økonomisk og personligt, da de derfor ikke vil afstå fra at sige fyrsten imod som følge af disse forhold, ifald de skulle blive uenige med ham.

Her fejler Trump eklatant. Først vakte det stor opmærksomhed, at han ansatte sin egen svigersøn Jared Kushner som seniorrådgiver. For nylig afskedigede han så sin af mange højt agtede FBI-chef, James Comey. Officielt på grund af hans måde at fejlhåndtere sagen om Hillary Clintons e-mails.

Jeg så hele Comeys høring for Senatets efterretningskomité, og det var påfaldende, hvor stor respekt flertallet af senatorerne udtrykte over for ham i forbindelse med høringen. Om Trump så i virkeligheden afskedigede ham på grund af manglende loyalitet, må stå hen i det uvisse. Men han var i hvert fald en mand, der turde sige Trump imod.

Senest har Donald Trump genopfundet måden, hvorpå de såkaldte cabinet meetings foregår. Normalt er disse møder hurtigt overstået, men 12. juni udviklede mødet sig nærmest til en absurd lovprisning af Trump, hvor ministrene nærmest stredes om at overgå hinanden i deres hyldest af præsidenten. Det møde kunne gøre selv Putin eller Kim Jong-un misundelige og mindede måske mest af alt om den effekt, skrædderne havde på ministrene i ’Kejserens nye klæder’: Hvis ikke man kunne se Trumps storhed og fremragende resultater og gav udtryk herfor, måtte man jo være enten dum eller uegnet til sit embede.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er dog en helt anden litterær figur, vi skal tage os i agt for, at Trump ikke ender som. For ligesom Cervantes’ Don Quijote er en parodi på en ridderroman, virker Trump som præsident i stadig stigende grad som en parodi på, hvordan politik bør udfolde sig i et demokrati.

Trump og Don Quijote indtager også begge scenen i en fremskreden alder, og hvor den ene har tilnavnet ’Ridderen af den bedrøvelige skikkelse’, er det fristende at kalde den anden for ’Ridderen af den bedrøvelige manke’. Trump slås ligeledes med imaginære drager i form af vindmøller, når han bevæbnet med sin twitterlanse tager til genmæle mod alt mellem himmel og jord.

På et mere alvorligt plan er der den parallel at drage mellem romanen og det, vi ser udfolde sig med Trump som præsident, at hovedpersonens manglende evne til at skelne sandt fra falsk rent faktisk udvisker grænsen mellem fiktion og virkelighed. Således hører vi sågar i anden del af ’Don Quijote’ (der udkom ti år efter den første i 1615), at hans bedrifter nu er blevet nedfældet i en roman, som folk er vilde med, og at han hyldes, hvor han end kommer frem.

Man må håbe, at amerikanerne til næste valg ikke er svøbt så meget ind i alternative fakta, at Trump gentager Don Quijotes triumf.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden