Med baggrund i skyderi foran min datters hoveddør på Nørrebro og ligeledes skyderiet i sidegaderne, hvor min søn bor, rystes jeg i min grundvold og har brug for at gøre noget aktivt. For det føles, som om samfundet ikke gør noget.
Om det skyldes bandeaktiviteter eller en forfejlet socialpolitik – resultatet er blevet det samme, nemlig at samfundet har berøringsangst over for disse unge.
»Jeg tænker mest over bandekrigen, fordi jeg hører om det i medierne, og så er her jo mere politi. Men her er stadig trygt«Enhver kommune i Danmark kender til sine socialt svage familier igennem generationer, ligesom enhver nabo ved, hvilke familier der har problemer.
Enhver sundhedsplejerske, skolelærer og SSP-medarbejder ved, hvem der vil få brug for hjælp for at kunne komme til at klare sig i samfundet og for at undgå, at barnet senere vil få kontakt til bander etc.
Så hvad går galt? Samfundets berøringsangst.
I 1996 var ledere, socialrådgivere og projektledere fra Odense Kommunes integrationsafsnit i Israel på den palæstinensiske side. Det var et internationalt projekt om behandling af sociale familieproblematikker med deltagelse fra England, Tyrkiet, Israel og Danmark.
I projektet blev det fremhævet igen og igen:
- at der skal skabes kontakt og positiv dialog direkte med hele familien, så snart første problem viser sig
- at forældrene skal involveres i børnenes liv på gaden og lære at tage ansvar sammen med børnene
- at hvis ikke ét besøg hjælper, tager SSP eller socialmedarbejdere/politiet ud til familien igen og igen og fortsætter, til barnet eller forældrene er kommet på rette vej igen – opfølgning, opfølgning, opfølgning
- at enhver muslimsk familie ved, hvilket ansvar de har for deres egne – derfor er den direkte familiekontakt så vigtig
Bekymret far på Nørrebro: »Jeg kan sådan set godt forstå, hvorfor flere og flere ønsker muslimerne ud af Danmark«- at intet barn eller familie kan mærke et system, der holder sig langt væk og forventer, at barnet selv kommer til politiet. Det er født til at ende i mafialignende tilstande, fordi selvtægten tager over, når man ikke føler, man betyder noget
- at man betyder noget, når familien får besøg
Tænk, at vi står med de samme problemer som i begyndelsen af 1980’erne, med de samme socialt svage familier, der stadig har brug for støtte. En socialpolitisk fadæse uden kontinuitet.
fortsæt med at læse
