Da jeg her den anden dag hang ud med en af mine venner, fortalte han mig i en henkastet bemærkning, at han aftenen inden havde meldt sig ud af folkekirken.
Anledningen var en indflytterfest, hvor de to værter opfordrede deres gæster til at benytte den computer, de havde stillet frem til formålet, og straks melde sig ud af folkekirken – hvorefter de, der gennemførte ritualet, blev overhældt med champagne.
Jeg blev meget forarget over denne historie.
Ikke blot fordi jeg er fortaler for folkekirken, men mest over hele faconen, der var så ureflekteret og umoden, synes jeg. Til min frustration svarede min ven blot igen med, at gruppepresset til festen jo bare kunne sammenlignes med det pres, unge står over for, når de skal vælge, om de vil konfirmeres; nemlig fest og gaver og forældre/venners accept – og Gud – eller ingenting.
Lamslået over de udsagn og denne koldblodighed fandt jeg det svært at argumentere imod min vens indvendinger mod folkekirken.
Argumenter som eksempelvis disse: Der bliver brugt så mange penge i kirken, som bare går til spilde; jeg har ikke været i kirke én gang, siden jeg blev konfirmeret, så hvorfor skulle jeg betale til det; jeg vil hellere selv bestemme, hvordan mine penge til velgørenhed bliver fordelt – jeg er allerede medlem af tre velgørenhedsorganisationer!
Forfatter Merete Pryds Helle: Nu må vi forlade vores humanistiske komfortzone og give ultrahøjrefløjen kamp til stregenTil slut måtte jeg give op og sige, at jeg ville ringe til ham senere, når jeg havde reflekteret over, hvorfor jeg egentlig er fortaler for folkekirken. Lad det være sagt med det samme: Jeg har et studiejob som kirkesanger. Men hvorfor er det, at jeg som menneske og borger føler, at jeg ikke kan leve uden folkekirken? Hvad er det, der gør, at folkekirken er værd at bruge penge på?
Efter at jeg havde læst et par artikler om emnet, gik noget op for mig. Artiklerne talte ikke det samme sprog, og fortalere for folkekirken havde nogle tanker og værdisæt, der var fuldstændig forskellige fra opponenternes.
Årsagen til, at jeg har svært ved at diskutere emnet med min ven, er, at vi slet ikke er på samme bølgelængde. Hans argumenter er rationelle og logiske, noget, som – vil jeg mene – folkekirken slet ikke er. Min vens argumentation er meget solid og faktuel, og han afviser ethvert af mine argumenter, der starter med ’jeg synes’.
Hans argumentation svarer ganske godt til tiden: Vi er vandt til at høre om statistikker, ekspertudsagn, tal og grafer. Det er alt sammen meget videnskabeligt og effektivt, og det er jeg egentlig fan af. Men denne argumentation formår ikke at dække de kvaliteter, som folkekirken rummer.
Folkekirken er en institution, hvor der altid findes plads og tid. Man kan komme og høre præsten reflektere over livet og over det at være menneske, og man behøver ikke selv yde noget bidrag til, at det finder sted. Som en del af menigheden får man oplevelsen af at være en del af noget større – at være en del af et fællesskab. Fællesskabsfølelsen kan sammenlignes med den, man opnår, når man f.eks. spiller fodbold, eller når man spiller musik i et band, hvor man bliver en del af et hold og ikke bare er en enkelt spiller på banen.
Hvordan er folkekirken havnet i en blanding af spaghetti­gudstjenester, rappende og strippende præster, reinkarnation, spiritisme med hunde og tarotkort?For mit eget vedkommende er en særlig oplagt parallel den følelse, jeg har, når jeg sidder i sangsalen på min gamle højskole, omgivet af højskolevenner, og synger sange fra Højskolesangbogen. Det, jeg føler, er, at vi synger lyset og kærligheden frem, og livet giver mening. Det lyder måske meget hippieagtigt, eller måske ligefrem helligt, men det er simpelthen øjeblikke som disse, hvor jeg føler mig som en del af noget større, jeg samler på.
Inspireret af forfatteren Svend Brinkmann, der opfordrer os til at stå fast, vil jeg mene, at euforien ved udmeldelsens boblebad er kortvarig og ikke kan erstatte folkekirkens tilbud om fællesskab og rodfæstethed. Tag folkekirken fra mig, og der vil mangle et punkt på min liste af ting, der giver livet mening. Man kan godt undvære den eller erstatte den med noget andet, men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor man skulle erstatte noget, der egentlig fungerer så godt. Vi har en institution i Danmark, der eksisterer bare for åndelighedens skyld. Den er en institution, hvor der er plads til alle, den er et rum, vi kan være i, når vi ikke har andre steder at gå hen. Et rum, hvor der er plads til mennesket som åndeligt individ og ikke blot som patient eller tal.
Vi siger ja i dåben og i konfirmationen – og jeg opfordrer andre unge til at sige nej til værten ved indflytterfesten, når de får tilbud om at melde sig ud.
fortsæt med at læse
