Jeg groomer min mand. Hvilket i praksis betyder, at han ligger med hovedet i mit skød, og jeg med pincet sørger for, at han ser ordentlig ud. Mit yndlingsfoto er et, hvor han sidder i haven med en iPad og ser film. Med fødderne i et vandbad og med mig knælende. Ventende med fodfil og negleklipper.
Lykken er at stjæle hans sure sokker og huske at lægge et par rene frem. Så der er flow i hans sokker og hans liv. Når vi er adskilt, steger jeg 27 frikadeller og putter dem i fryseren. Jeg går til buffeten for ham. Henter hans iste. Vasker hans tøj. Og nyder hver stump. For det er ren kærlighed.
Jeg gør intet af dette, fordi han ikke kan selv. Men fordi jeg er en kvinde med et meget stort behov for at give min hengivelse et fysisk udtryk. Og da min mands primære kærlighedssprog er at blive serviceret, gør jeg dette med stor glæde, da jeg gerne fylder ham med min kærlighed. Og får tifold igen.
For mit primære kærlighedssprog er kontakt. Og berøring. Og når jeg fodrer ham med hengivelse, overdynger han mig med kontakt og berøring. Og fylder mig op, så jeg har overskud til at servicere ham. Vi er synergi. Vi er gensidig udveksling. Og begge er vi funderet i glæden ved at give. Sammen er vi alt. Kan vi alt.
Jeg kunne snildt leve mit liv uden ham. For jeg er højtuddannet og tjener godt. Samt er en god håndværker. Der er intet, jeg i praksis ikke kunne. Uden ham. Præcis som han kan alt uden mig.
Jeg behøver ham ikke. Han behøver ikke mig. Men vi er dybt afhængige af hinanden. Og ved det begge. Så vi tager vare på ikke at skade hinanden, når konflikterne opstår.
Anorektiker: Jeg er velreflekteret, køn og klar til at modtage kognitiv terapi. Jeg skal vise dem, at jeg kan sluge mine makrelmadder!Den erkendte afhængighed medfører en dyb beskyttelse af den anden. Fordi tabet ville være så uendeligt. Så vi tager vare på vores ’os’. Kun sammen kan vi blive de bedste udgaver af os selv. Ikke praktisk, men sindsligt.
Som kvinde er jeg dybt afhængig af min stærke mand, der holder mig, der hvor jeg ikke kan holde mig selv ud. Og han er afhængig af min kærlighed, der hvor han ikke kan elske sig selv. Sammen bliver vi hele, fordi vi kan gå ind i de sindsrum i os selv, der kræver en anden for at folde sig ud.
Nogle gange tænker jeg, at den største fejl, vi har begået i vores del af verden, er, at forkaste afhængigheden af andre mennesker som noget svagt. Vi hylder individualismen. Vi hylder den del, der kan selv. Den uafhængige, selvstændige og stærke kvinde, der ikke behøver en mand. Jeg behøver ikke min mand. Men jeg er dybt afhængig af ham.
»Det er en relation mellem to mennesker, som bliver dissekeret, til råddenskaben står ind i hovedet«Afhængigheden betyder, at jeg holder mig åben for ham. Hans behov er mine behov, fordi mine behov er hans behov. Vi kører ikke millimeterdemokrati, da det ikke handler om, hvad man får. Men om at give. Og da vi begge er gavmilde mennesker, er der så rigeligt, at der ingen grund er til at tælle.
Sammen med min mand kan jeg holde mig blød og sårbar. Følsom og påvirkelig. Usikker, bævende og tvivlende. Fordi han holder mig der, hvor jeg ikke kan holde mig ud. Han favner mig, og jeg lader mig glide ind i trygheden. Og giver ham uendelig omsorg derfor. Passer ham. Plejer ham. Ikke fordi han ikke kan selv. Selvfølgelig kan han det, han er en voksen mand. Men fordi jeg ved, hvor stor glæde der ligger i det for ham. Og for mig.
Hvorfor kan vi ikke lære hinanden at kende et par måneder, inden vi skal knalde?Så på sin vis forstår jeg godt de mænd, der søger til de varme lande, fordi de søger en kvindetype som mig. Andre mænd ville ikke gide mig, og sådan er alt, som det skal være. Mange kvinder ville heller ikke gide en som min mand. Da de ville føle, at det kostede dem for meget.
Jeg ønsker sådan, at vi kommer et sted hen, hvor vi kan tale om disse ting på en måde, så det ikke bliver alle (danske) kvinder eller mænd, der er problemet, men hvor vi sammen kan afdække, hvor mangfoldigt mødet mellem kønnene kan være. Afdække, at der er mænd og kvinder, der længes efter og gerne vil have et mere afhængigt forhold, hvor afhængighed ikke kobles med magt.
Jeg bliver så trist indeni, når man nedgør en kærlighedsdynamik som vores ved at kalde den umoden, for det ligger så langt som muligt fra det, jeg sanser.
Jeg bliver så trist, når nedgørende retorik bliver beskrivende for noget, der for mig handler om en udveksling af kærlighed og hengivenhed.
fortsæt med at læse
