0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anne Marie fik en ny nyre: Hvorfor vil Etisk Råd ikke redde flere som mig?

Etisk Råd lever i et verdensfjernt filosofisk univers – med stor afstand til den almindelige borger. Det ville være dejligt, hvis Etisk Råd tog ved lære og erkendte, at alle de andre nordiske lande – og de fleste lande i Europa – i mange år har lovgivet om formodet samtykke, mener Anne Marie Møller.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Efter trekvart år i dialyse blev jeg ringet op om natten af en norsk sygeplejerske, som fortalte, at de havde en nyre, som passede perfekt til mig. Jeg blev fuldstændig euforisk, skriver Anne Marie Møller om oplevelsen. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen(arkiv).

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvorfor lovgiver vi ikke som i de andre nordiske og de fleste vesteuropæiske lande om formodet samtykke, så staten som udgangspunkt formoder, at alle organer, som kan redde liv, skal anvendes? Formodet samtykke redder flere liv!

I 1995 fik jeg konstateret en nyresygdom, og i april 2006 var jeg nødt til at komme i dialyse for at blive renset for mine affaldsstoffer. Jeg fik indopereret en slange i min bughule, og hver nat blev den slange koblet til en maskine, hvor 15 liter væske løb gennem min bughule for at rense mig. Det vil sige, at jeg var spændt fast i ca. 8 timer. Samtidig var det faktisk et arbejde at styre alle de poser med væske og meget andet desinficerende materiale, der skulle holde mig i live. Det værste var imidlertid, at jeg altid var forfærdelig træt, var på streng diæt og kun måtte drikke meget lidt. Jeg husker tydeligt, hvor uhyggeligt det var at høre, hvordan nyrepatienter på hospitalet, i en anden form for dialyse, raslede med isklumper i munden for at få lidt væske.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage