I Danmark har vi været på forkant med mange ting. Vi har faktisk været så langt foran, at vi ser os selv som verdensklasse tidligt og sent inden for snart sagt hele paletten af kunst og kultur, design, film, medie, skole, miljø, velfærd, ligestilling, demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder.
Listen er uendelig, nærmest. I egen optik.
Kvindernes klubber ser spillerne som eneste tabere i en træls sagDog kan fodbold ikke rigtig komme med på listen. Historisk var vi nærmest til grin i tresserne og halvfjerdserne. Det var vigtigere at slå svenskerne i venskabslandskampe, end at bruge de bedste spillere, som i mellemtiden var draget udenlands for at nå deres drømmes mål. DBU så sig selv som amatørismens foregangsmænd - bemærk sidste stavelse.
I en tid med ungdomsoprør, klassekamp og kvindekamp, var der godt støvet blandt cigar-folket hos menigmand, som var fint tilfredse med det årlige brag tilsat bajere på hockeybanen, pølsemænd i kitler og sejle op ad åen og især nedad igen.
Det ændrede Elkjær og de andre født i senhalvtredserne som bekendt gevaldigt på. Støvet forsvandt som dug for solen, og vi fik et landshold. Og siden endnu et, og endnu et. Men ikke et kvindelandshold. Sverige og Norge fik. Tyskland og England. USA, ikke mindst. Kina. Selv i det katolske Sydeuropa kom udviklingen i gang.
Nu har vi så fået en generation af kvinder, der ændrer på det. Og tak for det. Jeg skal hilse og sige, at det ikke er nemt at være kvindelig fodboldspiller i Danmark. Det ved jeg, for det har stået på længe. For det første træner de unge elitepiger i aldersgruppen 14-17 år 4-7 gange om ugen i eliteklubberne, plus 6-8 samlinger om året i weekenderne for DBU, foruden hverdagssamlinger.
De skal præstere til hver en træning, de skal oftest rejse langt med tog og bus og i forældres bil til de par eliteklubber, der findes her på Sjælland, hvor vi bor.
Måske derfor er det næsten kun jyder, der går hele vejen til kvindesenior. Det er nu det, som de spillere, der har været så udholdende og talentfulde og heldige med skader, skal straffes for, en gang til.
De har været igennem DBU-systemet under hårdt pres og med store økonomiske, uddannelsesmæssige og mentale omkostninger og er nået til deres drømmes mål. Men nu falder øksen. Vi tager bare nogle andre, sagde de. Nå, nej, vi aflyser sgu!
Fodboldkvinderne er glade for delaftale, men taler om psykisk terror under forløbetDe spiller ikke for at blive rige eller for at være ligestillingsfrontkæmpere i en arbejdskamp. De vil bare fortsætte med at være fodboldspillere. Ved at stå helt på tæer i en lang årrække, er de nået frem. De kan se tilbage på en masse søstre, der ikke nåede så langt, fordi systemet ikke bakkede op og var gearet til det.
Alle de enormt talentfulde piger, der nu er unge kvinder på 18-20 år. Man må ikke nævne navne, men hold da op, hvor er der mange elitepiger fra årgang 96-00, som er holdt op nu. De er væk allesammen, på nær en håndfuld. Fordi gejsten til sidst var væk. Bægeret tømt. Andre mål om uddannelse og lidt frihed trængte sig på. Ligningen gik ikke op i sidste ende. Drømmene brast en for en.
DBU har brugt disse unge kvinder. De alt for få eliteklubber har suget dem til sig som honning fra nektar. Nu, hvor der endelig er grøde, taler man om udgifter. Det er godt nok frækt, tænker man, når man har fulgt med på sidelinjen og set deres kamp, tårer, smil, autenticitet og glæde. Og kendt til deres smerte og deres indsats.
Man kan ikke lade være med at undres over, at vi er så langt bagud i Danmark. Vi, der ellers bryster os af mange ting. Og hvis det er rigtigt, hvad de siger, at det bare er en prøveklud for den rigtige konflikt omkring herrelandsholdet næste år, må man bare konstatere, at det er synd for spillerne. Både de, der topper nu, og de, der gav op i en ulige kamp mod fodboldsystemet.
Ekslandstræner: Der har slet ikke været rigtige forhandlingerSå vi er ikke nået længere herhjemme, når det kommer til stykket. Vores unge kvinder trækkes igennem præcis det samme, som de unge mænd i tresserne og halvfjerdserne. Tænk, at det skulle komme så vidt, netop nu, hvor vi er i play-off hos mændene, har medaljer hos kvinderne, har set nogle få komme igennem trods modstanden, og set endnu flere måtte give op i modvinden.
Der er godt nok rørt tyndt op, må man sige. Vil vi virkelig være det bekendt?
Nu er det jo bare fodbold, det her. Ikke andet end en leg. Men enhver god leg skal leges med alvor. Det ved pigerne om nogen. Alting har en pris. Det er som om, at nogen af de voksne har sovet i timen. Måske taget sig selv, deres klub og deres organisation lidt for alvorligt. Glemt det vigtigste.
Råmaterialet, spillerne, pigerne, der blev til voksne kvinder. Og fortsat præsterede! For klub og land og især for sig selv og deres venner.
fortsæt med at læse
