Nej – jeg er ikke økofemist. Nej – jeg anklager ikke andre kvinder. Og nej – jeg har ikke skrevet en bog om den naturlige fødsel. Og nej, er der noget, min bog 'Giv kvinderne fødslen tilbage' ikke er, er det fødselsreligion med sin egen dogmatik. Jeg vil ikke drømme om at skrive om sande og falske måder at føde på, blive gravid på, amme på eller tage barsel på.
Men jeg har til gengæld netop forstået, hvad begrebet mor-shaming dækker over og er mildt sagt overrasket over, at nogen kan læse interviewet med mig her i avisen 8. oktober, som Anna Ingrisch.
Stadig flere føder på medicin eller ved kejsersnit: »I dag vil kvinder hellere løbe et maraton end føde deres børn selv«Den 23. oktober under overskriften 'Småbørnsmor til økopræstinder: Jeres illoyale prædiken om, hvad et 'rigtigt' moderskab er, sætter os årtier tilbage' gør Anna Ingrisch mig til syndebuk med udgangspunkt i min bog. Uden i øvrigt at have læst den.
Og nej – jeg gør mig ikke til dommer over andre kvinder og deres fødsler, som en af Ingrischs venner på Facebook påstår: »Jeg er bare så træt af, at kvinder, der har født vaginalt eller 'normalt', som nogen så ihærdigt kalder det, skal dømme mig, fordi jeg fik ks (kejsersnit, red.)«.
I virkeligheden kan jeg ikke være mere enig, når samme skribent skriver, at vi alle er »gode og stærke mødre, og det skal man sgu have et skulderklap for«. Skulle jeg dømme en anden kvinde for at have født ved akut kejsersnit? Aldrig.
Ingrisch kan glæde sig over, at hendes venner er sande og tror på alt, hvad hun skriver. Også når Ingrisch afgør, at jeg, Hanne Dam, 'retter' min »anklagende finger mod nærmest alle kvinder, der føder børn«.
Den kommentar får hyldesterne til at regne ned på Facebook: »For fanden, Anna! Det er SÅ rigtigt!!«, og »Jeg bliver simpelthen så hidsig, når der er nogen, der peger fingre!«
Jeg, der ikke så meget som har løftet fingeren mod de fødende, bortset fra, at jeg synes, de har et medansvar for deres fødsler, vælger at antage, at udsagnet 'nærmest alle kvinder' henviser til, at en overraskende stor gruppe kvinder i dag føder med indgreb (ve-stimulering, igangsættelse, epiduralblokade, sugekop eller kejsersnit.)
Dette problematiserer jeg ganske rigtigt i min bog: At hver tredje førstegangsfødende føder med kunstige hormoner, at hver fjerde gravid får fødslen sat i gang med medicin, og at hver femte føder ved operation (kejsersnit).
Jeg problematiserer det, fordi kvinderne ikke altid ønsker de indgreb. Måske får de indgreb af medicinske grunde for at redde barnet, men alt for mange får dem som en feberredning for en fødegang, hvis økonomi er sparet i bund.
At invitere til debat om det anstændige i at bruge indgreb af ikke-fødselsfaglige grunde og derved svække kvaliteten og valgfriheden i tonsvis af kvinders fødsler, kan aldrig læses som et angreb på de kvinder, sundhedssystemet manipulerer med.
De svagest stillede får de dårligste fødslerJeg har skrevet en politisk bog, der bygger på interviews med fødende, jordemødre og fagfolk i fødselsverdenen – på forskning og statistikker. Den overordnede konklusion er et krav om den bedst mulige fødsel til alle kvinder. 'Giv kvinderne fødslen tilbage' udtrykker med sin titel, at der er vilkår, vi ikke skal finde os i.
Som når økonomi i stigende grad sætter præmisserne for de muligheder, kvinder har for få f.eks. en naturlig fødsel (her dukker den op): Der er ikke tid til at vente og lade kvinden hvile sig, når veerne lægger sig. Der er ikke jordemødre nok på arbejde. Andre banker på fødestuen. »Vi skal videre«. Så er det lettere at sætte et effektivt ve-drop med kunstigt hormon. Men er det ok?
Hvem siger nej til sådan et tilbud, når man ligger på en fødegang? Måske ved den fødende, eller måske ved hun ikke, at de naturlige hormoner stimulerer tilknytningen mellem mor og barn og fremmer amningen, hvad kunstige hormoner ikke gør.
Måske ved hun, at den gravide samtidig med at nikke ja til ve-stimulering siger nej til at føde i vand, fordi de bælter, der nu skal tjekke, at barnets hjerterytme er ok, ikke tåler vand. Men nu ligger hun her og får en anbefaling fra fagfolk…
Jeg anklager ingen kvinde for at acceptere indgreb eller for at ønske indgreb. Men det skyhøje antal indgreb undrer mig. Og eftersom ikke engang fødselslægerne kender (den evidensbaserede viden om) forskellen på, hvad kunstige og naturlige hormoner kan, kan man ikke bebrejde de fødende, at de heller ikke ved det.
Men ønsker kvinden en naturlig fødsel, er hun pinedød nødt til at være kampberedt og sætte sig ind i processen på fødegangen, hvor man i dag føder efter et skema (partogram), der fortæller jordemoderen, hvornår der skal gribes ind.
Indgreb er godt, hvor naturen ikke slår til. Og når kvinden f.eks. ikke kan udholde smerte. Men hvorfor skal så mange raske kvinder føde med indgreb, når både jordemødre og fødselslæger er enige om, at det ikke bare er sundest at føde naturligt vaginalt – det skaber også de stolteste, lykkeligste kvinder med det helt særlige selvværds-boost, der kendetegner en fødsel med naturlig oxytocin?
Ligesom det er bedst for barnet at blive skubbet ned gennem moderens bækken i et tempo, der er styret af kroppens naturlige ve-rytme. Masser af børn får skavanker af at blive forceret ned gennem fødekanalen – låste led, skæve nakker og klemte nerver, der giver søvn- og fordøjelsesproblemer.
At slå et demokratisk slag for at alle kvinder skal have en reel mulighed for at føde vaginalt spontant, er ikke det samme som at sige, at alle skal.
Skyttegravskrigen mellem speltmødre og karrierekvinder er jo navlepilleri uden løsningerDer er mange følelser og fordomme på spil, når det handler om fødsler. Men »ved at dømme, generalisere og shame 'økopræstinderne', gør du så ikke selv det, som du skælder andre mødre ud for at gøre?« spørger Anne-Kathrine Perez Rüsz helt i min ånd i Ingrischs Facebook-tråd og konstaterer, at hendes artikel »har startet en lavine af mor-shaming. Øv! Kan vi få en ende på de mor-mod-mor-artikler, når vi burde stå side om side og støtte hinanden i moderskabet«, beder Perez Rüsz.
Det har været min ambition med bogen at gøre et stykke oplysende, politisk arbejde, som de fødende ikke har tid til, ved at researche viden frem, som er nødvendig for at danne sig en mening og handle på fødselsverdenens prioriteringer.
Derfor bliver jeg – ligesom Lasse Glavind, der er en af de ganske få på Ingrischs tråd, som tænker ud over egen næse – »ked af det og trist, fordi det virker så os og dem-agtigt konfrontatorisk i en kvindepolitisk afsindig vigtig debat. Og så ser jeg her på din væg, at alle bare er 110 % enige, og at ingen af dine Facebook-venner tilsyneladende har noget som helst andet end veninde-ros på programmet. Og nogle gange er veninde-ros også fint, men her bliver det - som jeg læser det - til et fuldstændig apolitisk rygklapperi, hvor folk roser 'dig', men ikke forholder sig til det kvindepolitiske overhovedet - men det var måske heller ikke din intention at skabe en bredere debat?«
fortsæt med at læse
