Jeg er fra Hirtshals, vendelbo, dansker, europæer og endelig borger i verden. Det er nu engang i Vendsyssel, jeg er født, det er der, jeg har hjemme, der jeg har min rod, og derfra min verden går, som der står i H.C. Andersens gamle sang. Jeg oplever ofte en vis berøringsangst over for det nationale, siden så mange har behov for først og fremmest at betegne sig som europæere eller verdensborgere.
Da jeg for noget tid siden var hjemme i Hirtshals og gik en tur på kirkegården, kom jeg til at tænke på den gamle sang af H.C. Andersen. For måske er der lidt en tendens til, at det er de helt nære relationer i den allernærmeste familie på den ene side og forestillingen om verdensborgeren på den anden side, der for mange moderne mennesker er blevet den primære identitetsmarkør.
82-årige Klaus Pagh drømmer om et andet eftermæle: »Der bliver altid skrevet om noget med damer. Men det er vel min egen skyld, at den opfattelse er opstået«Alt det, der ligger derimellem, midt imellem verdensborgeren og familiefaderen – eller moderen – er på en eller anden måde ved at gå i glemsel. Det er en skam. For vi er jo ikke kun verdensborgere eller kernefamilier bag ligusterhækken, vi er også en del af et nærmiljø og et lokalsamfund.
På kirkegården taler gravstenenes udvikling deres tydelige sprog. Mange nyere gravsten bærer så indforståede og kortfattede inskriptioner, at kun afdødes allernærmeste pårørende kan have nogen anelse om, hvem det er, der ligger under den pågældende sten.
»Sov sødt, lille Jens«, »Hvil i fred, kære Alma« eller slet og ret »Elsket og savnet« er typiske budskaber på mange nyere gravsten. Men hvem er Jens, og hvem er Alma? Jeg aner det ikke.
Før i tiden var det selvfølgeligt, at fulde navn og dato for både fødsel og død var skrevet på gravstenen. Ofte også, hvad afdøde havde beskæftiget sig med, samt vedkommendes fødeby og hjemby.
Døde Facebook-profiler lever videre som selvkørende reklamesøjlerTendensen med de mere indforståede og ret anonyme gravsten fratager fremtidens bysbørn – og verdensborgere – muligheden for at gå en tur på kirkegården og mindes matematiklæreren, skoleinspektøren, naboen eller kammeratens far, der blev revet væk alt for tidligt. Det er en skam.
Det står naturligvis enhver frit for selv at bestemme, hvordan ens gravsted skal se ud. Men jeg er meget enig med Elof Westergaard, biskop i Ribe, når han i en ny bog om kirkegårdskultur siger, at tendensen med meget private gravsteder fratager dem, som man har delt by og lokalsamfund med, mulighed for at holde erindringen om afdøde i live.
De indforståede mindeord på moderne gravsten kan formentligt ses som endnu et eksempel på, at vi lever i en ret individualistisk tid. Men for mig er kirkegården et fælles rum, der ud over at være et sted, hvor vi begraver døde, også er en uvurderlig kilde til fastholdelse af erindringen om levet liv og til forståelsen af det liv, der stadig leves.
Det synes jeg, vi forsømmer, hvis vi alle sammen ender under en anonym sten med »Per«, »Poul« eller »Savnet«.
fortsæt med at læse
