Forleden kom det frem ved en rundspørge blandt kirkens præster foretaget af TV 2, at op imod 20 pct. af de adspurgte ikke ville vie par af samme køn. Altså hver femte præst i Danmark. Og de har opsigtsvækkende nok loven på deres side.
Den sortkjolede stand kan nemlig påberåbe sig paragraf 7a i lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, der giver præster ret til at afvise at vie eller velsigne par af samme køn.
Ud over det forstemmende ved, at vi med paragraf 7a har institutionaliseret diskrimination og forskelsbehandling i et demokratisk land som Danmark, så er det mest absurde ved denne lov, at vielsen i folkekirken ikke er et af kirkens sakramenter, men derimod et borgerligt hverv, som kirken varetager på vegne af staten. Det bør sidestille præsters behandling af borgerne med alle øvrige offentligt ansattes.
Paragraf 7a er altså en verdslig undtagelseslovgivning på et område, der strengt taget er teologisk. Det svarer jo næsten til, at ansatte på motorkontoret fik lovhjemmel til at nægte at udstede nummerplader til borgere fra Lolland – alene fordi de ikke bryder sig om borgere fra den pågældende ø.
Den danske folkekirke har to sakramenter, dåben og nadveren. Det er der, hvor kirken optager sine medlemmer i sit fællesskab og formidler frelsen i Kristus, Hoc Est Corpus Christi. Sådan har det været siden 1536, hvor de lutherske tanker blev den danske kirkes grundlag.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar