I weekenden fremgik det i adskillige medier, at børneminister fru Mai Mercado ønsker at fratage forældre, der er dømt for alvorlig kriminalitet, retten til at være forælder for deres børn. Ministerens bevæggrunde er valide, men er de også rationelle og empiribaserede? Næppe.
Jeg afsoner 4. år af en dom på 5 års fængsel, hvorfor den mig pådømte kriminalitet per definition er alvorlig. I min tid i – eller på, som det hedder på denne side af tremmerne – diverse fængsler har jeg mødt min andel af mennesker, der vil blive ramt af ministerens forslag. Det vil jeg for så vidt også selv, men nu skal det ikke handle om mig, men om, hvorfor ministeren, uagtet hendes gode intentioner og dybfølte indignation, er helt galt afmarcheret.
Børneminister: Kriminelle skal kunne miste retten til deres børnMinisterens forslag er politisk populisme i sin reneste form, da det ikke er funderet i viden, men alene fostret med henblik på emotionel påvirkning af vælgerne. Ministerens forslag blev da også undsagt af flere med forstand på emnet. Blandt andet Red Barnets psykolog Kuno Sørensen.
Isoleret set kan man ikke fortænkte vores børne- og socialminister i at handle på følelserne, da hun – præcis ligesom du og jeg – også er et helt almindeligt menneske med de både positive og negative ting, der følger heraf.
Men som folkevalgt politiker har hun samtidig forpligtet sig over for vælgerne til at træffe de bedste beslutninger på vores vegne.
Vi har givet hende et ansvar, og ansvar forpligter. Det forpligter til at holde sig ajourført. Det forpligter til at være ydmyg. Og det forpligter til altid at gøre sig umage.
Jeg har hverken belæg for eller sågar lyst til at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt fru Mai Mercado holder sig ajourført eller er ydmyg. For så vidt tvivler jeg heller ikke på, at ministeren selv er af den opfattelse, at hun gør sig umage. Men hvordan gør man sig umage?
Jeg mener jo, at en stor del af det at gøre sig umage indbefatter evnen til at tilsidesætte egne fornemmelser til fordel for det dokumenterede gode, og det er her, jeg mener, at vores børne- og socialminister fejler.
Et menneske er ikke defineret af en enkeltstående handling. Derfor må ministerens logik betegnes som groft generaliserende. Der findes selvfølgelig eksempler på mennesker, der er dømt for alvorlige forbrydelser, som ikke evner det at være den gode forælder.
Minister vil se på regler for at undgå proformaægteskaberMin påstand, baseret på mine erfaringer med farlige kriminelle er, at det ikke er dommen, der gør, at de ikke er gode forældre. Disse mennesker har nogle særlige udfordringer, der manifesterer sig i et uhensigtsmæssigt adfærdsmønster. Derfor er det direkte usandt, når ministeren påstår, at kriminelle er dårlige forældre, alene fordi de er kriminelle. Virkeligheden er snarere, at dårlige forældre er mere tilbøjelige til at være kriminelle.
Distinktionen er ikke blot kiastisk, men helt fundamental for forståelsen af, hvordan vi tilvejebringer de allerbedste forudsætninger for at varetage barnets tarv.
Der er unægtelig flest stemmer i at stigmatisere forældre med en ikke uanseelig plet på straffeattesten, men er det nu også det, der gavner de børn af selv samme forældre bedst? Skal de også straffes for deres forældres forbrydelser? Alskens eksperter, heriblandt Kuno Sørensen, har dokumenteret, hvordan barnets tarv bedst varetages. Men det er tilsyneladende gået børneministerens næse forbi. Bekymrende eller?
Børneordfører fra SF: Lad nu børn være børn lidt længere, Mai MercadoJeg har et håb om, at børne- og socialministeren vil indrette lovgivningen, så den vitterligt tilgodeser det, der er bedst for vores børn. De er vores fremtid. Der er måske ikke mange stemmer i at gøre netop det, men er det i bund og grund ikke det, som reel politik handler om. Skal politikere ikke stræbe efter at sikre, at den verden, vi står op til i morgen, er marginalt bedre end den, der var, da vi gik i seng aftenen før?
Eller handler det ganske simpelt om at blive genvalgt, uagtet at dem, der betaler prisen, er vores børn?
fortsæt med at læse
