I et større interview i Politiken 13. juni delagtiggør ph.d. Astrid Ag læserne i resultaterne af mange års forskning i tosprogede unges syn på sig selv, og hvordan dette afspejler sig i deres sprogbrug.
Ikke overraskende når hun frem til den konklusion, at det er et negativt billede, der præger beskrivelsen af etniske minoriteter (læs: muslimer) i Danmark.
Kriminel! Samfundsnasser! Andenrangsborger!: Minoritetsunge bruger mediernes og politikernes fordomme, når de taler om sig selvForskningen er baseret på flere års feltarbejde i to klasser i en skole på Amager, hvor to tredjedele af eleverne har anden etnisk baggrund end dansk.
For en lægmand kan det måske være vanskeligt at forstå, hvordan to klasser i en skole på Amager kan være repræsentative for alle tosprogede i landet, men man må gå ud fra, at man fra Københavns Universitets side har sagt god for valget af metode og datagrundlag. Under alle omstændigheder er arbejdet mundet ud i en ph.d.-afhandling, som Astrid Ag netop har forsvaret på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.
Men tilbage til eksemplerne og konklusionen, som desværre ikke på nogen måde overrasker. I artiklen beskrives en episode i et frikvarter: »En af klassens piger leger, at hun er Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Pigen skælder ud på sine klassekammerater. »I er alle sammen nogle grimme perkersvin. Ud«, siger hun til de andre i klassen«.
Ja, så er tonen ligesom slået an, og konklusionen bliver indlysende: »I den offentlige debat bliver etniske minoriteter ofte fremstillet som samfundsnassere, kriminelle eller andenrangsborgere«. Men mig bekendt bliver de ord ikke anvendt i medierne – derimod har vi en presse, som heldigvis prøver at beskrive virkeligheden.
Men Astrid Ag fortsætter: »Stille og roligt bliver der sat lighedstegn mellem etniske minoriteter og fattigdom, dårlige resultater i skolen eller andre negative ting«. Men hvis det nu ofte er sådan, er det så ikke mediernes pligt at beskæftige sig med det? Og er det ikke også minoriteternes egen opgave at smide offermentaliteten over bord og se at komme i gang med at ændre billedet af sig selv i et land, som tilbyder dem næsten ubegrænsede muligheder for at dygtiggøre sig med gratis uddannelser?
Tosprogede skal fordeles mere ligeligt på københavnske skolerMellem linjerne fremgår det tydeligt, at Astrid Ag er utilfreds med den frie presse, vi har i Danmark. På den anden side af Øresund må end ikke en gerningsmands signalement offentliggøres, hvis vedkommende er af anden etnisk baggrund. På den måde håber man at udviske de massive problemer, som indvandringen har skabt i Sverige. Men er det sådan et samfund, Astrid Ag efterspørger?
Forskeren er på ingen måde objektiv, men har haft konklusionen svævende i hovedet hele tiden: at indvandrerne bliver misforstået, og at det ikke nytter at »tvinge dansk ned i halsen på børnene«.
På den baggrund virker det ironisk, når Astrid Ag gerne vil advare mod »en firkantet forståelse af, hvordan det hele hænger sammen«, og at »det er meget mere nuanceret«. I så fald burde datagrundlaget måske have været lidt større. Og hvor er selve sprogforskningen?
Jeg kan lugte politik på flere kilometers afstand – og Astrid Ags forskning er både et politisk debatindlæg og ret firkantet.
fortsæt med at læse
