Min barndom var privilegeret. Ingen tvivl om det. Midlerne var få og lejetøjssamlingen ikke pralende, men jeg var tryg, og jeg savnede ikke noget og da slet ikke legekammerater. De grønne fællesarealer, vejene og den store legeplads summede af liv. Den barndom kan jeg ikke give mine børn. Når min søn kommer hjem fra SFO, bruger han gerne lidt tid i selskab med en skærm, men lidt efter trænger han til at røre sig og finde nogle at lege med. Så tager han skoene på og løber ud for at stemme dørklokker.
Han skal dog opfordres til det, for han ved godt, at chancen for at finde nogen at lege med er lille. Kort efter kommer han oftest slukøret og frustreret tilbage. Vi voksne tager gerne et vendespil eller et slag rundbold med ham, men vi dur bare ikke rigtigt. Han vil hellere lege med nogle jævnaldrende. Det ser jeg som et sundhedstegn, men det er bare et problem, når der ingen legekammerater er.
